04. november 2014

Detailstyring hæmmer effektiviteten

Det er afgørende, at kommunerne selv får lov til at prioritere udmøntningen af de 1,5 milliarder, som regeringen har sat af til borgernær service i 2015. Minimumsstandarder og detailstyring fjerner mulighederne for at levere en fleksibel og effektiv service. Af Jane Møller Pedersen og Janne Roesen

Størstedelen af kommunerne har i flere år oplevet faldende børnetal, og udviklingen ser ud til at fortsætte de kommende år. Samtidig oplever stort set alle kommuner en stigende ældrebefolkning men også nogle nye ældre, der er sundere og mere selvhjulpne, end de var tidligere. Indførelse af nye velfærdsteknologiske løsninger og stadigt mere digital understøttelse af vores velfærdsopgaver betyder samtidig, at det, der var god service i går, ikke nødvendigvis er det samme som det, der er god service i morgen.

Uanset hvilken udvikling den enkelte kommune står i, vil behovet for hurtigt at kunne flytte ressourcer til områder med størst behov blot vokse de kommende år. Derfor er det uhensigtsmæssigt at fastsætte servicestandarder eller minimumsrettigheder ud fra et princip om, at alle har samme behov, og at behovet ikke ændrer sig over tid. Derfor skal man også holde sig fra detailstyring og i stedet have tillid til, at de lokalt folkevalgte bedst kan vurdere, hvad borgerne i kommunen har brug for. Det bliver de nemlig stillet til regnskab for hvert fjerde år.

Høj tilfredshed med dagtilbud

Kommunerne har i flere år oplevet faldende børnetal, og dagtilbudsstrukturen og udgifterne er i stor stil blevet justeret til det faldende børnetal. Samtidig har mange kommuner været i gang med at gennemføre en lang række indsatser, der skal lette det administrative arbejde for det pædagogiske personale, så de får mere tid til børnene. De mange effektiviseringer kan aflæses i de kommunale budgetter, hvor de fører til lavere udgifter.

Men effektiviseringerne kan også aflæses i personaletallene, hvor det er tydeligt, at det ikke er blandt pædagogerne men derimod lederne, at effektiviseringerne er hentet de senere år, jf. figur 1 i nedenstående bilag. Antallet af ledere toppede i 2009, men er sidenhen blevet reduceret med 988 personer, svarende til 13 procent. Trods effektiviseringer på området og strukturomlægninger m.m. har forældrene i den seneste forældretilfredshedsundersøgelse, som KL og Socialministeriet har gennemført i 2014, kvitteret med en meget høj tilfredshed. 

Brugertilfredshedsundersøgelsen viser, at forældre til børn i dagtilbud er de mest tilfredse brugere på de tre store serviceområder (ældre-, skole- og dagtilbud) i 2014. Hele 86 procent af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse, og den samlede tilfredshed er steget med fire procentpoint siden 2012.

Det vidner om, at effektiviseringer ikke giver lavere oplevet service. Derfor skal man være påpasselig med at sætte lighedstegn mellem reduktioner i ressourcer og kvalitet.

Prioritering skal ske lokalt

Regeringen præsenterede den 26. august sit oplæg til, hvordan hele Danmarks husholdningsbudget skal udformes for 2015. Meget af det var kendt stof fra bl.a. økonomiaftalen 2015, vækstaftalen og sundhedsudspillet, men der var dog et enkelt eller to nye initiativer, som vedrører kommunerne. Den største og vigtigste overraskelse var, at regeringen har fundet plads til at hæve den borgernære velfærd med 1,5 milliarder kroner i 2015.  Der er endnu ikke kommet hvid røg ud fra Finansministeriet, men det forlyder, at der forhandles på højtryk herunder i forhold til, hvordan de afsatte 1,5 milliarder kroner skal udmøntes til borgernær service i kommunerne. Det er i den sammenhæng afgørende, at udmøntningen af de 1,5 milliarder kroner tager hensyn til de forskelle i behov, der eksisterer på tværs af kommuner og borgere, så resultatet af årets finanslovsforhandlinger fortsat giver kommunerne mulighed for at prioritere den kommunale service derhen, hvor den gavner mest. 

Det er derfor også vigtigt, at midlerne i videst muligt omfang kommer borgerne til gode frem for at blive udmøntet som øremærkede tilskud til meget specifikke formål og med bureaukratiske ansøgnings- og opfølgningsprocedurer. Noget af det, der har været diskuteret, har været indførelsen af minimumsnormeringer eller minimumsstandarder. Minimumsstandarder fjerner mulighederne for at levere servicen fleksibelt og målrettet. Samtidig begrænses mulighederne for at effektivisere området.

Minimumsnormeringer fjerner også hensynet til, at behovene og forudsætningerne er forskellige fra kommune til kommune. Børn i Ishøj og Thisted vil have forskellige behov, og derfor er det vigtigt, at man lokalt kan tilrettelægge det pædagogiske tilbud herefter. I nogle institutioner er en ekstra pædagog svaret. I andre er der måske mere brug for en socialrådgiver, og endnu andre steder er det de fysiske forhold, der trænger til forbedringer. Det er de lokale politikere de nærmeste til at vide og beslutte.

Endelig er det også vigtigt at påpege, at selv om et trecifret millionbeløb er mange penge, skal man være klar over, at kommunerne årligt bruger i omegnen af 30 milliarder kroner på dagtilbudsområdet, så kommunernes service på området er meget andet end det, der måtte blive afsat i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. 

Ældremilliard med begrænsninger

Et andet kommunalt serviceområde, der har været meget i fokus i de senere år, er ældreområdet. Ved sidste års finanslovsforhandlinger blev der afsat en milliard kroner til et løft af ældreområdet, og kommunernes ansøgninger til ældremilliarden har vist en stor mangfoldighed i, hvad der er blevet søgt om midler til. Kommunerne har således prioriteret de områder, hvor behovet lokalt har været størst. Det er samtidig et konkret eksempel på, at minimumsnormeringer som for eksempel to ugentlige bade ikke tilgodeser de forskellige behov, der kan være rundt om i de enkelte kommuner. 

Erfaringerne med ældremilliarden viser samtidig, at der selv med en relativt åben pulje, vil være nogle begrænsninger i forhold til kommunernes mulighed for at anvende midlerne der, hvor behovet aktuelt er størst. Kommunerne har i deres ansøgning skullet udarbejde et budget, hvor de har specificeret anvendelsen af midlerne for eksempel i forhold til forventet timeforbrug og kørsel. Det kan imidlertid være kompliceret at forudsige det nøjagtige behov på forhånd. En opgørelse fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold fra september 2014 viser også, at 39 kommuner havde henvendt sig om at få lov til at bruge en del af midlerne på anden vis end ansøgt om. 

Ældremilliarden er underlagt en helt særskilt proces, hvor der blandt andet skal aflægges revisorpåtegnet regnskab. Der er derfor ingen tvivl om, at pengene bliver brugt på de initiativer, der er godkendt af ministeriet. 

Nej tak til øremærkede tilskud

Da riget fattes penge, er det vigtigt at fastholde kommunernes mulighed for at fortsætte omstillingerne og videreudviklingen af den kommunale service. Arbejdet med rehabilitering og indførelse af velfærdsteknologi på ældreområdet er med til at give de ældre større selvstændighed og muligheder for at blive længst muligt i eget liv. Samtidig frigives der ressourcer fra de borgere, som selv kan, til de borgere, som ikke selv kan. Det er en ”win-win-situation”, fordi det både gavner de svage og de stærke. I det lys er det vigtigt at fastholde en model, hvor ressourcerne effektivt kanaliseres derover, hvor behovet er størst. Det sker ved at have bloktilskud frem for øremærkede tilskud. Og det sker ved at fastholde kommunernes mulighed for at tilrettelægge servicen efter lokale behov frem for at definere minimumsstandarder og på den måde hæmme udvikling og effektiv ressourceudnyttelse . •

YDERLIGERE MATERIALE

  • Udvikling i pædagogisk uddannet personale og ledere