19. november 2014

A.P. Møller-fond giver millioner til hovedstadens skoler

Hovedstadens skoler får nu del i A.P. Møller-millioner til et projekt, der skal gøre lærere og pædagoger bedre til at tilrettelægge undervisningen, så eleverne får mest muligt ud af den.

A.P. Møller Fonden har doneret 14,8 millioner kroner til projektet ”Øget læring og inklusion gennem synlige mål og kvalificering af praksis i skolen”, der omfatter 81 skoler i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Projektet skal gøre lærere og pædagoger endnu bedre til at tilrettelægge undervisningen for 4., 5. og 6. klasse, så den enkelte elev får mest muligt ud af den.

Københavns børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V), glæder sig over, at midlerne fra fonden nu er med til at muliggøre projektet.

”Ofte har vi jo fokus på indskoling og udskoling – men netop i mellemtrinet kan vi opleve en tendens til, at den faglige udvikling hos nogle af børnene går i stå. Det er også her, vi oplever store forskelle i elevernes fysiske og mentale udvikling, og derfor har vi en fælles udfordring i at få etableret de differentierede læringsmiljøer, der skaber optimal læring for alle børn. Det får vi mulighed for nu, og det er meget glædeligt,” siger Pia Allerslev.

Også formanden for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg Malene Barkhus (V) glæder sig:

”Projektet her rammer lige ned i kernen af Frederiksbergs bestræbelser på at skabe den bedst mulige undervisning for eleverne. Det handler i bund og grund om kompetenceudvikling. For lærere og pædagoger, der får endnu bedre redskaber til at skabe den bedst mulige undervisning. Og for eleverne, der bliver klogere på formålet med undervisningen og får en bedre forståelse for den helhed, de er en del af,” siger Malene Barkhus.

Projektet begynder næste år og fortsætter til 2016.