31. marts 2014

Vestager: Nu skal Produktivitetskommissionens anbefalinger diskuteres

Mandag fremlagde Produktivitetskommissionen sine endelige anbefalinger. Nu er det op til regeringen og bl.a. kommunerne at vurdere, hvilke anbefalinger der skal blive til virkelighed.

Styrk kvaliteten af uddannelser, styrk konkurrencen for erhvervslivet og skab bedre rammer for nye løsninger for det offentlige.  Med Christiansborg som kulisse fremlagde Produktivitetskommissionen mandag 25 anbefalinger og mere end 100 konkrete forslag.

Dagens pressemøde bød på en række gentagelser af kommissionens tidligere anbefalinger, men bød også på nye forlag på energiområdet.

Fra anbefalinger til virkelighed

Nu vil regeringen og ministerierne kigge nærmere på anbefalingerne, men ikke alle anbefalinger bliver ført ud i livet. Det var udmeldingen fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) på Produktivitetskommissionens pressemøde.

”Vi har bedt Produktivitetskommissionen om at se på Danmark med produktivitetsbrillerne på. Det, der så følger efter, er, at verden har andre briller end alene produktivitet. Derfor forventer jeg, at der ikke kun bliver en regeringsdiskussion, men også en bred offentlig diskussion om, hvad er det for nogle hensyn, der så skal veje tungest, når vi så beslutter os i forhold til anbefalingerne,” sagde Margrethe Vestager.  

Produktivitet i kommunerne

Det kræver lovændringer, hvis slutrapporten skal blive til virkelighed. Dog kan kommunerne allerede nu vælge at følge nogle af kommissionens anbefalinger.

"Andre anbefalinger er mere målrettet politikere i kommunerne og regionerne. Det gælder fx
anbefalingen om at skabe konkurrence om alle egnede offentlige opgaver og om at gøre det
attraktivt at byde på offentlige opgaver. Det er nemlig ikke mindst lokalpolitikerne, der skal
tage initiativ til at styrke samarbejdet med den private sektor," skriver Produktivitetskommissionen i sin slutrapport.

Allerede i gang

Selv om Produktivitetskommissionen først i dag fremlagde sine endelige anbefalinger, fortalte Margrethe Vestager, at regeringen allerede er i gang med at øge produktiviteten inden for nogle af de områder, kommissionen anbefaler, at man kigger nærmere på.  

”Der er lidt tv-Køkken over det.  For vi er løbet foran med en reform af folkeskolen, erhvervsskolereformen og det, der er sat i gang i forhold til de videregående uddannelser,” sagde ministeren.

En af kommissionens anbefalinger går blandt andet ud på at hæve elevers og studerendes faglige niveau i folkeskoler og på ungdomsuddannelserne.   

Vindmøller på land

Et af de nye områder, som kommissionen havde anbefalinger til, var energiområdet.

”Vi peger som noget nyt i vores slutrapport på, at man på forskellig vis kan sikre større omkostningseffektivitet i energiproduktionen og distributionen,” sagde Peter Birch Sørensen, formand for Produktivitetskommissionen, da han fremlagde kommissionens anbefalinger ved pressemødet.

Kommissionen foreslår, at der skal opstilles flere vindmøller på land, og at der i mindre omfang anvendes andre omkostningsfulde vedvarende teknologier som fx biogas, solcelleanlæg og havvindmøller.

Fakta om Produktivitetskommissionen

Regeringen bad tilbage i 2012 kommissionen om at undersøge årsagerne til Danmarks dårlige produktivitetsudvikling.

Slutrapporten er den syvende rapport med anbefalinger fra Produktivitetskommissionen.

Produktivitetskommissionen anbefaler blandt andet, at der sættes ind på tre overordnede områder:

  • Styrk konkurrence, dynamik og internationalisering i erhvervslivet.
  • Styrk kvaliteten af uddannelserne og deres værdi for arbejdsmarkedet.
  • Skab gode rammer for nye løsninger og effektivitet i det offentlige.

Læs Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger her.