05. marts 2014

Midtjyske borgere kan nu få hjælp til selvbetjening, når det passer dem

Fremover kan borgerne i 19 midtjyske kommuner ringe til Den Digitale Hotline på hverdage, om aftenen og i weekenden, hvis de kører fast i en digital selvbetjeningsløsning på kommunens hjemmeside eller på borger.dk.

70 20 00 00.

Dette telefonnummer kan blive godt at kende, hvis man løber sur i de digitale selvbetjeningsløsninger i de midtjyske kommuner. Fra på mandag får man en borgerservicemedarbejder i røret, som vejleder i, hvordan man kommer trygt og sikkert gennem den digitale selvbetjeningsløsning.

”Både i Aarhus og på tværs af kommunerne i Region Midtjylland er vi meget optagede af, at borgerne skal kunne opleve det let og effektivt at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger. Derfor er Borgerservice gået sammen med de andre kommuner i regionen om en fælles hotline, hvor borgerne kan ringe og få vejledning de fleste dage og aftener om ugen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

Udvidelse skal nedbryde barrierer

Hotlinen er en udvidelse af en eksisterende hotline i de 19 kommuner. Hidtil har den kun været åben søndag-torsdag om aftenen, men nu kan borgerne ringe ind mandag-torsdag kl. 9-21, fredag kl. 9-17 og søndag kl. 17-21.

”Udvidelsen af åbningstiden skal hjælpe med at nedbryde de barrierer, som kan hindre borgerne i at bruge selvbetjeningsmuligheder. Mange borgere foretrækker at bruge selvbetjening om aftenen eller i weekenden, når de har fri fra arbejde eller uddannelse. Derfor skal vi selvfølgelig også tilbyde hjælp til selvhjælp uden for kommunernes normale åbningstid,” siger borgerservicechef Lene Hartig Danielsen fra Aarhus Kommune, der også er formand for styregruppen bag projektet.

Vigtigt værktøj

Ud over at hjælpe den enkelte borger skal hotlinen også hjælpe kommunerne med at opfylde det politiske mål om, at 80 procent af al kommunikation mellem borgere og det offentlige foregår digitalt fra 2015.

”Det er ingen hemmelighed, at vi i kommunerne arbejder hårdt på at flytte flere borgere over på de digitale services. Det gør vi, både fordi regeringen og KL forventer det af os, og fordi det er god borgerservice for borgerne at bruge digitale selvbetjeningsløsninger i stedet for fx at kontakte os personligt eller sende et brev. En telefon-hotline er ikke digital, men den er et vigtigt værktøj til at hjælpe borgerne med at blive mere fortrolige med de digitale løsninger og digital post på lidt længere sigt,” vurderer Lene Hartig Danielsen

Hotlinen er bemandet med medarbejdere fra de 19 kommuner. En borger fra Ringkøbing kan derfor få kontakt med en medarbejder fra Randers. Det vil borgeren dog ikke mærke noget til, da alle medarbejderne i hotlinen er uddannet i at vejlede på tværs af kommunernes grænser og selvbetjeningsløsninger.

Den officielle åbning af Den Digitale Hotline i Midtjylland sker på mandag 3. marts klokken 11 ved en markering på Rådhuset i Horsens.

Yderligere information:

Formand for styregruppen og borgerservicechef i Aarhus Kommune Lene Hartig Danielsen, tlf. 29 20 43 55

Projektleder Torben Glock, tlf. 30 69 01 20

Kilde: Aarhus Kommune