17. marts 2014

Inklusion er en investering i vores fremtid

Vi er nødt til at skabe bedre muligheder for den gruppe af børn, der i dag forlader skolen uden tilstrækkelige kvalifikationer, skriver Jane Findahl, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg i et debatindlæg.

Af Jane Findahl, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg

Folkeskolen står midt i en stor omstillingsproces. Et af målene med skolereformen er at skabe en mere varieret og motiverende skoledag for alle børn – også børn med særlige behov.

Den omstilling, vi har sat i gang, er nemlig for børnenes skyld – og det fokus skal vi holde. Vi er nødt til at skabe bedre muligheder for den gruppe af børn, der i dag forlader skolen uden tilstrækkelige kvalifikationer. Forskning viser, at eksklusion af elever til særlige skoletilbud ikke i særlig grad gavner deres læring og slet ikke gavner dem i deres videre liv.

Kommunerne skal derfor investere i en styrket almenundervisning, der er kendetegnet ved differentiering, større fokus og opfølgning i forhold til den enkelte elevs læringsudbytte og en mangfoldighed af børnefællesskaber.

Omstillingen til den inkluderende skole, hvor alle børn lærer mere, skal lykkes. Det er en stor omstilling, og det er ikke gået lige godt alle steder. Men hvis det skal lykkes, kræver det et massivt fokus hos alle ansvarlige – og det kræver naturligvis, at forudsætningerne for inklusion er til stede, og at rammerne for disse elever er i orden.

Først og fremmest skal ressourcerne følge med ind i normalundervisningen. Inklusion er ikke et spareprojekt. Det handler derimod om at anvende ressourcerne på en anden måde, så børn med særlige behov kan få en målrettet hjælp og støtte i normalundervisningen. Derfor skal ressourcer fra den hidtidige specialundervisning følge eleverne ind i normalundervisningen.

Kommunerne skal i den sammenhæng også prioritere, at lærernes kompetencer følger med. Lærerne har en god faglig og pædagogisk uddannelse, men nye opgaver kræver fokus på nye kompetencer. Derfor skal der i den enkelte kommune afsættes ressourcer til efteruddannelse, og det er vigtigt, at vi lokalt drøfter, hvad der skal til for, at lærere såvel som forældre og elever føler sig trygge og inddraget i omstillingen.

Men småjusteringer og brug af fx tolærerordninger klarer ikke opgaven. Der er brug for at udvikle helt nye læringsmiljøer, hvor skolerne organiserer sig anderledes og bl.a. investerer i kompetenceudvikling og ny anvendelse af skolernes mange ressourcepersoner. Det åbner den nye folkeskolereform mange muligheder for.

Endelig er det afgørende, at vi ikke forsøger at inkludere alle børn. Der vil altid være behov for, at en lille gruppe af børn skal have en særskilt undervisning i specialklasser eller – skoler, og her skal vi løbende finde den rigtige balance i forhold til inklusion.

Udgangspunktet skal altid være det enkelte barns behov, og målet for indsatsen skal være at støtte alle børn til et bedre resultat i skolen. Et bedre resultat, end vi som politikere og fagfolk hidtil har leveret. Mere inklusion – vel og mærke med den rigtige støtte til eleverne – er i den sammenhæng den rigtige vej at gå.

***

Debatindlægget er bragt i en forkortet version i Information den 15. marts 2014