20. marts 2014

Erhvervsdykker tager springet til KL’s top

KL’s nye formand vil have samarbejdet i højsædet, når han ser frem mod valperiodens første politiske udfordringer: Økonomi og urbanisering har førsteprioritet

Der er udfald på telefonlinjen...

Martin Damms Mazda 6 har sat kursen mod København, hvor et møde venter. Kalenderen er pakket, og Kl.dk fanger ham på en mobiltelefon rullende på Midtsjælland. Klumper i forbindelsen får den nye formand for KL til at lyde lidt staccato.

”Apropos så er digital infrastruktur et vigtigt politisk emne for KL – især bredbånd. Vi er nødt til at gøre, som vi sagde med el-nettet for længe siden: Det er noget, alle danskere har krav på,” siger Martin Damm, da forbindelsen er genetableret.

Sammen om væksten

Martin Damms sidebemærkning er ikke taget ud af kontekst. Han er i gang med at fortælle om sit syn på de politiske udfordringer som kommunerne står over for. Han peger først og fremmest på én: Urbaniseringen.

”Der er mange løsninger på de befolkningsvandringer, som urbaniseringen giver, men det er helt afgørende, at vi står sammen om væksten,” siger han og fortsætter:

”Vi skal ikke slås med nabokommunen om, hvor væksten lige havner. Vi skal i stedet bidrage til væksten, også selvom det ikke lige er i vores egen baghave. Så må ”de store” til gengæld dele ud af gevinsten, som vi alle har bidraget til at skabe,” fastslår Martin Damm.

”Vi skal alle slibe kanter af”

Sammenholdet er vigtigt for den 51-årige KL-formand. Det gælder også i privatlivet, hvor han – når tiden tillader det – tropper op i sin gamle fodboldklub om søndagen. Her står den på oldboys fodbold uanset, om det er i hedebølge eller hundekoldt.

Holdånden fra fodboldbanen vil KL’s nye formand tage med i bestyrelseslokalet, hvor han skal stå i front for en politisk cocktail, som spænder fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti via De Radikale.

”Det kan godt være, der er nogen, som lige skal finde ud af, at det er bedst for kommunerne, når vi står sammen. Det er forkert at tale om en afpolitisering, men vi skal alle slibe kanter af, så vi bedst muligt kan interessevaretage for kommunerne som helhed. Sammen er vi stærkest,” siger Martin Damm.

By- og land med en fælles dagorden

Det er dog ikke kun højre-venstre aksen, som Martin Damms boldøje skal navigere i. Det gælder også i nord, syd, øst og vest. Pladserne i den nye bestyrelse er nemlig velbesat med borgmestre fra landets store byer: København, Aarhus, Aalborg og Odense har alle sæde i bestyrelsen.

Du kommer ikke fra en af disse vækstegne, så hvordan kan du bidrage til eksempelvis de politiske drøftelser om urbanisering?

”Det er klart, at jeg har en anden erfaring, men når det er sagt, så tror jeg også, der er en bred anerkendelse af problematikken. Vi har en fælles dagsorden, men betragter den nok fra forskellige udgangspunkter,” siger Martin Damm.

Blev prikket på skulderen

De forskellige politiske udsyn og kulører bliver dog ikke mere spraglet end Martin Damms eget CV. Han er uddannet elektronikmekaniker, civilingeniør og erhvervsdykker, og hans seneste civile job var campuschef for Syddansk Universitet i Slagelse. Styrepinden har ikke været præget af stram karriereplanlægning, men derimod en kombination af lyst, tilfældigheder og muligheder.

Martin Damms politiske væsen er løbende blevet vækket i takt med, han har engageret sig i de foreninger og bestyrelser, han har mødt på sin vej. En udvikling, som blev en levevej i 2009, hvor han blev valgt som Kalundborgs borgmester.

”Når man er med, hvor det sker, så kommer der et tidspunkt, hvor man bliver prikket på skulderen. Derfor var det også naturligt at tage skridtet og engagere mig i politisk, da jeg fik muligheden. Det samme gælder formandsposten for KL,” siger Martin Damm.

Ønsker højere anlægsniveau

Der bliver brug for både holdspilleren og dribleegenskaberne, når Martin Damm inden længe sætter sig til forhandlingsbordet i Finansministeriet. Økonomiforhandlingerne med regeringen skal ifølge Martin Damm gerne give KL’s 98 medlemmer et bedre afsæt for at løse udfordringerne.

”Vi skal gerne have et højere anlægsniveau. Vi er i en omstillingsperiode, og derfor er det helt naturligt, at kommunerne også får plads til at manøvrere,” siger Martin Damm og slutter:

”Nu har vi de seneste to år fået en fedtemad fra regeringens årlige madpakke. Jeg tror ikke, der er nogen der forestiller sig, at der gemmer sig et højbelagt stykke under det næste mellemlægspapir, men vi har brug for et stykke med lidt mere næring.”