15. maj 2014

Vestager roser kommuner for økonomisk ansvarlighed

Der er ros både til kommunerne og regionerne for deres 2013-regnskaber fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Hun understreger i en pressemeddelelse, at kommuner og regioner ”klart” har overholdt det samlede budgetterede udgiftsniveau for 2013.

Samtidig glæder det ministeren, at kommunerne har realiseret et højt anlægsniveau på samlet 18,5 mia.kr, heraf 7,1 mia. kr. som investeringer på de borgernære serviceområder.

Styr på udgifterne

”Det er godt, at både kommuner og regioner bidrager til en sund offentlig økonomi. De sørger for en god og effektiv drift”.

”Samtidig har de håndteret fremrykkede investeringer - anlægsniveauet er løftet ekstraordinært. Dermed har vi holdt hånden under beskæftigelsen i kriseårene, og borgerne får bedre rammer på sygehuse, skoler og plejehjem”.

”Der er styr på udgifterne, samtidig med at vi udvikler vores offentlige sektor og skaber bedre velfærd,” lyder det fra Margrethe Vestager.

I 2013 ligger kommunernes serviceudgifter 2,8 mia. kr. under det budgetterede niveau, når der korrigeres for KL’s aftale med regeringen om at konvertere 2 mia. kroner fra service til anlæg.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Se pressemeddelelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet: Solide 2013-regnskaber fra kommuner og regioner

  • LINK

    Se KL's pressemeddelelse: Ingen overraskelser i de kommunale regnskabstal