25. maj 2014

Morsø indgår partnerskab med ministerium

Morsø har som den første kommune indgået et partnerskab med Økonomi- og Indenrigsministeriet om kommunens plan for udvikling.

Ved den seneste justering af loven om kommunal udligning og generelle tilskud blev det fra 2013 muligt at yde særtilskud gennem udviklingspartnerskaber.

Særtilskuddet er en hjælp til særligt udsatte kommuner og kan medvirke til, at der bliver mulighed for at starte initiativer, der samlet set giver en bedre økonomisk balance i kommunen.

Morsø Kommune er den første kommune, som Økonomi- og Indenrigsministeriet indgår en aftale med om udviklingspartnerskab. Kommunen får et samlet særtilskud på 52 millioner kroner over tre år og pengene skal bl.a. bruges til at understøtte kommunens arbejde med omstillingen til en demografisk udvikling med færre borgere og samtidig flere ældre. Blandt kommunens fokusområder er også en effektiv beskæftigelsesindsats og erhvervsservice.

Godt fundament

”Det er meget positivt, at vi med det nye udviklingspartnerskab har mulighed for at hjælpe Morsø Kommune med de udfordringer, kommunen står over for i en vanskelig omstillingstid. Jeg er imponeret over det grundige forarbejde og den konstruktive tilgang, som vi har mødt i Morsø Kommune. Der er et godt fundament at stå på for kommunens politikere, når de skal prioritere opgaverne i de kommende år. Jeg ser også meget frem til at følge kommunens idéer på erhvervs- og beskæftigelsesområdet. Jeg håber, at de forskellige tiltag vil få kommunen på et godt udviklingsspor,” siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Stor betydning for kommunen

Ifølge Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) har det stor betydning for kommunen, at den med udviklingspartnerskabet får et økonomisk rygstød og bedre budgetmæssig sikkerhed for de kommende tre år.

”Dermed får vi bedre forudsætninger for at fastholde fokus på økonomisk tilpasning, balance og udvikling. Vi har allerede i de foregående år haft fokus på effektivisering og økonomisk tilpasning i Morsø Kommune, og vi har haft en god økonomisk styring. Men der kræves en yderligere indsats i lyset af det udfordringsbillede, der tegner sig frem mod 2020 for Mors, men også for Region Nordjylland,” siger borgmesteren og forklarer videre:

”Udfordringsbilledet viser et markant fald i indtægtsniveauet som følge af faldende befolkningstal og befolkningssammensætningen. Det giver en strukturel ubalance, som nødvendiggør et lokalt og nationalt fokus på udfordringen. Med udviklingspartnerskabet er vi klar til at tage fat på opgaven.”

Læs mere om udviklingspartnerskabet her.