12. maj 2014

Leder: EU er vigtigt for kommunerne

KL's administrerende direktør, Kristian Wendelboe, skriver i sin leder om EU's påvirkning af kommunerne, og hvor vigtigt det er, at kommuner og borgere engagerer sig aktivt i EU-spørgsmål.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Næsten hvert andet punkt på dagsordenen til danske kommunalbestyrelsesmøder er direkte eller indirekte påvirket af EU-beslutninger. Det viser en ny analyse, som offentliggøres i Momentum i dag. Og det siger unægtelig en hel del om, hvorfor det er afgørende, at de kommunale politikere og embedsmænd interesserer sig indgående for, hvad der foregår i EU-systemet.

Den tid er for længst forbi, hvor EU-beslutninger mest havde betydning på det nationale niveau eller på det økonomiske område. Efter 41 års dansk medlemskab af EF/EU er EU-lovgivning blevet så vidtforgrenet, at det i høj grad også sætter rammerne for kommunalpolitik på mange områder. Sådan er virkeligheden, og det skal vi ikke brokke os over. Der er stadig masser af rum for, at kommunalpolitikerne kan drive deres kommune i den retning, som de ønsker.

Men analysen gør det helt uomgængeligt, at kommunerne – primært i regi af KL – skal søge maksimal indflydelse på de forslag, der fremsættes af EU-kommissionen. Der er ofte en årelang og snørklet vej, før forslagene bliver til lovgivning, men i den proces skal KL – ofte i samarbejde med regionerne eller kommuner i andre lande – være på stikkerne for at få fjernet de værste tidsler eller plante en enkelt kommunal rose i det endelige direktiv eller forordning.

I de seneste år har det nye udbudsdirektiv, som blev vedtaget først på året, været et af de bedste eksempler på sager, hvor KL har brugt rigtig mange kræfter på at påvirke reglerne på et område, som har meget stor betydning for kommunerne. Hver eneste gang kommunerne skal have løst en opgave, er udbudsdirektivet med til at definere rammerne for beslutningen, og hvor mange kommunale ressourcer der skal bruges på at sende opgaven i udbud.

Det endelige direktiv blev langt fra optimalt for kommunerne – blandt andet ville vi meget gerne have haft en højere tærskelværdi for, hvornår en opgave skal sendes i udbud efter de administrativt krævende EU-regler. Men vi kan glæde os over, at vores argumenter var med til at gøre reglerne bedre og mindre bureaukratiske for kommunerne, end det oprindelige forslag ville have gjort. I den kommende tid er EU-kommissionens forslag til nye regler om databeskyttelse en af de sager, som KL skal prioritere meget højt. Kunsten er at finde en balance, hvor databeskyttelsen for borgerne sikres, uden at de store gevinster i digitaliseringen af den offentlige sektor bliver bremset af unødigt bureaukrati.

Den nye analyse af EU’s påvirkning på lokalt plan gør det også klart, hvorfor ikke blot kommunerne, men også borgerne bør engagere sig aktivt i EU-spørgsmål. I første omgang gælder det naturligvis om at sætte sit kryds ved Europa-parlamentsvalget den 25. maj!