21. maj 2014

Køge vil søge EU-støtte til at klimasikre sin kyststrækning

Inden for de næste to år begynder arbejdet med at bygge store moler ud for Køge havn. Molerne skal bygges som led i en større udbygning og renovering af hele Køges havneområde.

Køge Kommune vil se på mulighederne for at få EU-støtte til at klimasikre kyststrækningerne omkring Køge. Det oplyser Zealand Denmark, som er et samarbejde mellem de sjællandske kommuner, Region Sjælland og Vækstforum Sjælland, på sin hjemmeside.

Inden for de næste to år begynder arbejdet med at bygge store moler ud for Køge havn. Molerne skal bygges som led i en større udbygning og renovering af hele Køges havneområde.

Visionen er, at havnen i Køge skal være det nye godsknudepunkt mod Østersøen og samle den tunge erhvervstransport op, som København ikke længere vil have.

En konkret mulighed

Køges borgmester, Flemming Christensen (K), var i sidste uge i Bruxelles sammen med Køges økonomiudvalg for at blive klogere på mulighederne for at opnå EU-støtte.

“Det er en helt konkret mulighed, for de bliver bygget i en dimension, hvor vi ved, at der ligger den form for sikring bygget ind i det. Det ville være tåbeligt, hvis vi ikke fik rodet lidt i, om ikke der var noget, vi kunne få hjælp til,” siger borgmesteren til Zealand Denmarks hjemmeside.

Han henviser til, at der i en lang række af EU’s forskellige støtteprogrammer findes muligheder for at få støtte til klimarelaterede og bæredygtige formål.