28. maj 2014

FKG-workshop i Middelfart skaber fornyet energi i arbejdet frem mod én fælles geodatabase for alle landets kommuner

40 kommuner var samlet til workshop om fælleskommunale geodata (FKG) i sidste uge. Alle var enige om, at der nu skal kigges fremad og findes løsninger. Derfor bidrog de 53 deltagere til at udarbejde en handleplan, som bestyrelsen kan tilrettelægge det videre arbejde ud fra.

Forventningerne var høje, da 40 kommuner i sidste uge mødtes til FKG-workshop. Formålet var at få udarbejdet en handleplan, som kan bringe projektet ind i næste fase, som er at samle alle kommuners geodata i én samlet database. Endvidere blev der skrevet og fortalt gode historier, der kan formidle projektet. På de to dage, som workshoppen varede, blev der både lyttet og diskuteret, inspireret, tegnet og klippe-klistret.

Formand for FKG-bestyrelsen og Teknisk Direktør i Herning Kommune, Eva Kanstrup bød velkommen til workshoppen. Eva havde en række budskaber med til deltagerne: "Vi skal væk fra de 98 dybe tallerkener og samarbejde og tænke nyt i arbejdet med geodata Det er vigtigt, at vi kigger fremad og ikke hænger os i fortiden. Nu skal vi sammen lægge sporene til den nye handleplan for FKG.

Bente Neerup, FKG-bestyrelsesmedlem og teamleder i Hjørring kommune, kom også med nye perspektiver på gis-medarbejdernes funktion i kommunen: "I skal i højere grad se jer selv som dataanalytikere end gis-medarbejdere. Hvis vi fokuserer for meget på kortet, risikerer vi at tabe nogen af dem, som arbejder på en anden måde, og som mest ser data som tal og bogstaver. Geodata er jo også bare tal og bogstaver, når det kommer til stykket. Det skal vi ikke glemme."

Der blev lyttet til budskaberne fra deltagernes side, men samtidig var der også lejlighed til at lufte nogle af de mange bekymringer, der kan være ved at få FKG-samarbejdet op at køre.

En af de deltagere, som længe har været skeptisk overfor idéen om den fælles database er Lars Dalgaard, gis-koordinator i Ballerup Kommune: ”Jeg har, om nogen været meget, meget kritisk overfor FKG. Men processen på workshoppen var utrolig sober, og jeg føler, at vores kritik er blevet hørt, og at vi i den grad, er blevet taget alvorligt. Jeg har positive forventninger til FKG fremover! Alle forudsætninger er der for at få projektet tilbage på sporet.

Workshoppen i Middelfart følges op af en tredje workshop-dag den 10. juni, hvor handleplanen pudses af, så den er klar til at blive givet videre tl FKG-bestyrelsen.  Derudover skal tredje-dagen også benyttes til at drøfte kompetencer i og på tværs af fagområdet. Der er fra kommunernes side store forventninger til, at der bliver lyttet og handlet på baggrund at de forslag, der er kommet frem på workshoppen.

Mulighed for deltagelse den 10. juni, for de kommuner, der ikke var med i Middelfart 20-21 maj.

For de kommuner, der ikke havde mulighed for at deltage på workshoppens første to dage i sidste uge, er der et begrænset antal pladser ledige til tredje-dagen den 10. juni også i Middelfart.
For tilmelding bedes du sende en mail til Charlotte Malling på cma@kl.dk.