08. maj 2014

DI: Kommunerne skal tage erhvervsbrillen på

Debatten på KL's teknik og miljøkonference, Politisk Forum, handlede især om kommunernes forhold til lokale virksomheder.

En kommune skal ikke skabe virksomheder, men blot danne de rammer der skal til for, at en virksomhed kan vokse. Og det kan kommunerne blive bedre til. Sådan lød det til dagens debat på KL’s teknik- og miljøkonference, Politisk Forum. 

Her havde KL inviteret to borgmestre, en underdirektør fra Dansk Industri og to direktører fra danske firmaer til at diskutere samarbejdet mellem kommuner og virksomheder.

”Kommunerne skal prøve at se situationen fra virksomhedernes synspunkt. Derfor er mit hovedbudskab; Tag ud til virksomhederne. Mød dem. Besøg dem. Hør, hvad de har af udfordringer, og find ud af, hvordan I bedst kan skabe gode, lokale rammevilkår,” sagde underdirektør i Dansk Industri, Hanne Schou, til en fyldt sal ved Politisk Forum i Kolding.

Rød og blå er enige

De to borgmestre, Birgit Stenback Hansen (S) fra Frederikshavn Kommune og Søren Pape Poulsen (K) fra Viborg Kommune delte begge deres oplevelser om deres kommunernes samarbejde med det lokale erhvervsliv. Og selvom partifarverne var forskellige, var borgmestrene enige:

”I Frederikshavn Kommune kører vi et nyt slogan: ”Virksomheder får særbehandling.” Det betyder, at borgmesteren tager ud og siger goddag til virksomheder og tager godt imod. For det betyder faktisk noget, ” sagde Birgit Stenback Hansen under debatten.

Samme taktik bruger de i Viborg Kommune, hvor Søren Pape Poulsen sammen med 20 virksomheder har udarbejdet en ny erhvervsstrategi.

”Vi har valgt at lave en ny erhvervsstrategi i Viborg Kommune. Den fylder kun én A4-side. Det er kun muligt, fordi vi fokuserede på erhvervslivets behov. Jeg inviterede 20 erhvervsledere ind og spurgte dem, hvad der var vigtigt for deres samarbejde med kommunen,” sagde Søren Pape Poulsen.

Og først efter, at virksomhedslederne havde nedskrevet deres idéer, blev politikerne involveret.

Virksomhederne skal føle sig hørt

Og det er den rigtige vej at gå, mente DI’s underdirektør. Hun pegede på fire områder, hvor kommunerne kan forbedre sig:

”Virksomhederne vil gerne føle sig hørt og have gode lokale rammevilkår. Vi har spurgt virksomhederne, hvad de lægger vægt på, for at de vil blive i en kommune. Og der er svaret i følgende rækkefølge; Nummer ét er infrastruktur, nummer to er arbejdskraft, nummer tre er skatter, gebyrer og afgifter og nummer fire er sagsbehandling,” sagde Hanne Schou.

Kommunernes hjemmesider er for dårlige

Hanne Schou mente desuden, at mange af kommunernes hjemmesider ikke dækker virksomhedernes behov. Hun fortalte, at mange virksomheder blandt andet savner information om sagsbehandling i de enkelte kommuner. Underdirektøren pegede dernæst i retning af Esbjerg Kommune, hvis man ville se et eksempel på en god hjemmeside.