21. maj 2014

Al Gore kommer til Skjern

Den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore har sagt ja til at gæste Danmark og valgt at afholde en konference i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Konferencen finder sted den 27. oktober 2014 i Skjern Kulturcenter, og den bliver Al Gores eneste stop i Danmark.

På konferencen vil Al Gore tale ud fra sin nye bog ”The Future”, hvor han identificerer de kræfter, der vil forme vores fremtidige verden.

Vil være selvforsynende

”Vi tager Al Gores besøg i Skjern som en stor gestus til kommunens indsats for at reducere anvendelsen af fossile brændstoffer og dermed reducere udledningen af CO2".

"Vi har i kommunen en ambitiøs vision om at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2020,” siger borgmester i i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen (V).

”Vi formulerede visionen i 2007 og er nu halvvejs med vores målsætning. All Gores besøg er på den måde med til at sætte fokus på det store arbejde, der gøres for at realisere visionen”, siger Iver Enevoldsen.

Ringkøbing-Skjern Kommune har siden 2011 været selvforsynende med elektricitet og er i dag som område eksportør af vindenergi.

Læs mere om Al Gore og bogen ”The Future” på Al Gores hjemmeside.

Læs mere om Ringkøbing-Skjern Kommunes projekt Energi2020 her.