12. juni 2014

Så er Folkemødet i gang

Torsdag eftermiddag lød startskuddet til det fjerde Folkemøde i Allinge på Bornholm. I år var det borgmester Winni Grosbøll og statsminister Helle Thorning-Schmidt, der bød velkommen.

”Velkommen til Folkemøde 2014. Velkommen til Bornholm”.

Sådan lød ordene, da Bornholms regionsborgmester Winni Grosbøll på Cirkuspladsen i Allinge åbnede Folkemødet, der løber af stablen torsdag, fredag, lørdag og søndag.

”Folkemødet er blevet stedet, hvor hele Danmark mødes og vender politik og stort og småt i en afslappet ramme,” sagde borgmesteren.

Hun bemærkede, at der netop er gennemført en måling af, hvilke ord danskerne forbinder med Folkemødet.

"Det ord, der kom ind på førstepladsen, var "Bornholm". Men derudover er det ord som ”politikere”, ”politik”, ”debat”, ”folkeligt”, ”festligt”, ”sommer” og ”mange mennesker”, som danskerne forbinder med Folkemødet,” sagde Winni Grosbøll.

"Danmarks smukkeste kulisse"

Statsminister Helle Thorning-Schmidt slog i sin tale fast, at Folkemødet hører hjemme i netop Allinge, som hun betegnede som ”Danmarks smukkeste politiske kulisse”.

"Jeg er en stor fan af traditioner, og jeg er ikke i tvivl: Folkemødet og Bornholm kører sammen,” sagde statsministeren.

Folkemødet 2014

Hun bemærkede, at da det første Folkemøde fandt sted i 2011, håbede arrangørerne, ”med vanlig bornholmsk beskedenhed”, at der ville komme 2000 mennesker. Der kom i stedet 10.000. Året efter var det tal steget til 30.000, og i fjor var man kommet op på over 50.000 deltagere.

"Jeg tør ikke gætte, hvor vi ender i år, men jeg tror, at der kommer mange flere end 50.000 deltagere. Det er meget godt gået,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

Bagefter var der musik og sang ved Povl Dissing og Søren Huus, efterfulgt af dirigent Michael Bojesen og vokalgruppen Ars Nova Copenhagen.

Folkemødet 2014

Folkemødet 2014