11. juni 2014

Lærere og forskere viser fremtidens skole i Aarhus

I næste uge samles forskere og lærere fra hele verden i Aarhus for at udveksle erfaringer inden for digital læring.

Aarhus Universitet er på mandag vært for en konference for folkeskolelærere og forskere, som viser eksempler på undervisning i digital fabrikation og design.

Konferencen er en optakt til den internationale IDC forskningskonference ”FabLearn Europe”, der foregår på Aarhus Universitet, og som samler forskere fra hele verden omkring teknologiforståelse, digital dannelse og læring.

Konferencen danner desuden ramme om nogle af landets bedste lærere og vejledere inden for digital læring, og giver dermed et smugkig ind i, hvad det er for en fremtid elever og lærere i folkeskolen kan vente.

”Der bruges i den danske folkeskole mange ressourcer på indkøb af nye teknologier til at fremme børnenes læring og udvikling. Nyeste bølge af teknologier i folkeskolen er digitale fabrikationsteknologier såsom 3D printere og laserskærere. FabLearn Europa konferencen giver danske folkeskolelærere mulighed for at få en forskningsbaseret viden om digital fabrikation, så lærerne får de bedst mulige forudsætninger for at bruge de mange investeringer i it til at øge børnenes læring og dannelse,” siger professor Ole Sejer Iversen, som står bag konferenceinitiativet.

Konferencen afholdes på Aarhus Universitet i samarbejde med Silkeborg og Vejle kommuner. I alt 17 skoler og forvaltninger i de tre kommuner arbejder sammen om at opbygge FabLab på skolerne og i undervisningen.

Grundideen er at give skoleelever mulighed for at forstå teknologier ved at undersøge, teste og designe teknologiske ting i et digitalt fabrikationsværksted. Det sker blandt andet ved at indtænke særlige fablabs til skolerne – digitale faglokaler med særligt udstyr som eksempelvis en 3D-printer – hvor eleverne kan opfinde og skabe egne produkter.

YDERLIGERE MATERIALE