30. juni 2014

Gentofte har flest rige borgere

Ny analyse viser, at der bor flest rige borgere i fem kommuner nord for København.

Gentofte er den kommune i landet, hvor der relativt bor flest borgere med en årsindkomst over 1,2 mio. kroner – nemlig 7,47 pct. af kommunens borgere.

Det viser nye en analyse, som den liberale tænketank Cepos har lavet, skriver Jyllands-Posten.

De øvrige kommuner i top-5 ligger også nord for København – det er Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Furesøe Kommuner.

Har lav skat

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos mener, at en del af forklaringen er, at de pågældende kommuner alle har en af de laveste skatteprocenter i landet.

”En videnskabelig undersøgelse har herhjemme fundet, at kommuneskatten påvirker flyttemønstret i hovedstadskommunerne. Mange andre forhold har en betydning for folks flyttemønster, men skat kan også have betydning,” siger Mads Lundby Hansen til Jyllands-Posten.

I den modsatte ende af skalaen ligger Langeland, Ishøj, Ærø, Halsnæs og Albertslund Kommuner, hvor det er under 0,4 pct. af befolkningen, der tjener over 1,2 mio. kroner om året.