11. juni 2014

Forældre og privatskoler genkender ikke elevflugt

Privatskolerne og forældrene kan ikke genkende det billede, som tegnes i dagens Politiken, der går på, at inklusion i folkeskolen får forældre til at flytte elever over fra folkeskolen til en privat skole.

”Det er ikke sådan, at der efter inklusionsloven er sket en stigning. Det handler mere om børn, der mistrives og det er nogenlunde de samme tal som før. Man kan ikke hænge hatten op på inklusion alene. Det handler også om generel støj og uro og mistrivsel. Så det er ikke alene inklusionens ansvar.”

Sådan siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, til Berlingskes Nyhedsbureau (BNB) i en kommentar til, at Politiken i dag skriver, at forældre tager deres børn ud af folkeskolen, fordi der er kommet flere børn med særlige behov.

Heller ikke Danmarks Privatskoleforening mener, at flytningen fra folkeskole til privatskole på grund af inklusion sker i så stor stil, som Politiken beskriver.

”Der er i år nok tale om en beskeden stigning på i hvert fald under én procent,” siger Danmarks Privatskoleforenings formand Kurt Ernst til BNP.

Flere ting spiller ind

Kurt Ernst mener som Mette With Hagensen, at tendensen handler om mere end inklusions-projektet, som blev sat i gang i 2012.

”Det kan være vanskeligt at sige, hvad der er årsagen er til flytningerne og interessen for vores skoleform. Vi er midt i en folkeskolereform, hvor inklusion kun er en mindre del heraf. Der kan spille flere ting ind,” siger Kurt Ernst til BNB.

Han forklarer desuden, at de private og frie skoler altid har oplevet en stigende interesse i forbindelse med større omlægninger af folkeskolen.