10. juni 2014

Flere har fået bil i udkantskommunerne

Lidt flere familier har i de seneste år fået en bil. Kraftigst er stigningen i kommuner langt fra de største byer, viser ny Momentum-analyse.

I 2007 havde 58,5 pct. af de danske familier en bil. I 2013 var tallet steget til 59,2 pct. Det virker umiddelbart som en beskeden udvikling, men tallene dækker over store lokale forskelle, skriver KL’s nyhedsbrev Momentum.

For mens andelen af familier med bil er steget i næsten alle de kommuner, man normalt omtaler som udkantskommuner, er andelen af familier med bil faldet i 14 kommuner, primært i hovedstadsområdet.

Lektor i trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann mener, at én helt afgørende forklaring på udviklingen er de ændrede registreringsafgifter, som har gjort små biler langt billigere.

”Det overordnede billede er, at omlægningen af registreringsafgifterne i 2007 har betydet, at flere familier har fået bil. Og det gør sig særligt gældende i vandkantskommunerne. Omvendt har der været et fald i København og på Frederiksberg. Det kan jo tyde på, at hvis den kollektive trafik er tilstrækkelig god, og det er tilstrækkeligt besværligt at parkere, kan man godt få folk til at undvære bilen,” siger han til Momentum.

Krisen tvinger folk til at få bil

Svendborg Kommune er en af de kommuner, hvor andelen af familier med bil er steget mest markant. Borgmester Lars Erik Hornemann (V) ser det primært som et udtryk for, at den økonomiske krise har tvunget flere af kommunens borgere til at arbejde længere væk.

”Der er ingen tvivl om, at Svendborg er en kommune, hvor mange pendler ud af kommunen for at komme på arbejde. Vi har mistet 3.000 job i den private sektor i kommunen siden 2010, og det betyder jo, at du er nødt til at have en større aktionsradius for at finde et job. Mange pendler til Odense og trekantsområdet og nogle også til København,” siger borgmesteren til Momentum.

Læs hele artiklen i KL’s nyhedsbrev Momentum, hvor du bl.a. kan se et danmarkskort over udviklingen i andelen af familier med mindst en bil.

YDERLIGERE MATERIALE