26. juni 2014

Det blå kort hitter som selvbetjening

93 pct. af de blå sygesikringskort blev i foråret 2014 bestilt online. Det gør bestilling af kortet til en af de mest benyttede selvbetjeningsløsninger.

1. august bliver reglerne lavet om, så alle danskere, der skal ud af landet, skal have et blåt sygesikringskort med sig frem for det gule sundhedskort. Det blå EU-sygesikringskort giver ret til samme behandling som borgerne i det land, man rejser i.

Det blå kort skal man selv bestille på borger.dk, og tal fra KOMHEN 2.0 viser, at det er ét af de områder, hvor danskerne er rigtig gode til at anvende digital selvbetjening. 

”Der er lavet en rimelig enkel løsning til bestilling af det blå EU-sygesikringskort. Det kræver blot, at man går ind på borger.dk og bruger sin NemId, når man bestiller kortet. Man kan også gå på sin kommunes hjemmeside og finde selvbetjeningsløsningen".

"Den nemme løsning er selvfølgelig en del af forklaringen på, hvorfor selvbetjeningsgraden er så høj,” lyder det fra kontorchef i KL’s Center for Digitalisering og Borgerbetjening, Pia Færch.

Hun fortsætter:
 
”Den høje selvbetjeningsgrad er også et klart udtryk for, at kommunerne har gjort et fantastisk arbejde med at sikre gode selvbetjeningsløsninger, som borgerne kan tilgå via deres hjemmesider og borger.dk".

"Er der borgere, der ikke selv kan bestille det blå sygesikringskort digitalt, er kommunerne klar til at hjælpe i Borgerservice. Kommunerne har uddannet mere end 7.000 kommunale medarbejdere til at hjælpe de borgere, der har brug for en hånd med digital service. Og den indsats har båret frugt, når anvendelsen er så høj, som den er for den pågældende selvbetjeningsløsning.”
 
Læs meget mere om de nye regler her.