22. juni 2014

2,2 milliarder kroner til psykiatrien

En ny satspuljeaftale giver 2,2 milliarder kroner til psykiatriområdet. Pengene skal bl.a. gå til at forbedre de fysiske rammer, nedbringe ventetider og forebygge og nedbringe tvang.

Sent fredag eftermiddag blev regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti enige om at styrke psykiatriområdet med satspuljemidler for 2,2 milliarder kroner.

Aftalen indebærer, at der i årene fra 2015-2018 afsættes 1,1 milliarder kroner, der udover at gå til drift også skal hæve behandlingskvaliteten i psykiatrien. Pengene fordeles til regionerne gennem bloktilskuddet på sundhedsområdet.

Samtidig tilføres psykiatrien 700 millioner i perioden 2015-2017 til bedre fysiske rammer og faciliteter, så patienterne kan tilbydes en behandling af høj kvalitet.

Også de ansatte i psykiatrien skal opkvalificeres for 200 millioner kroner, og i årene 2015-2018 bliver der desuden afsat 50 millioner kroner til at styrke børne- og ungdomspsykiatriens indsats over for børn og unge med svære psykiske lidelser eller psykosociale vanskeligheder. For at give dem bedre mulighed for at komme sig oven på deres sygdom, vil indsatsen have fokus på børnenes og de unges tilknytning til skole og netværk.    

”Vi sætter både penge af til at forbedre de fysiske rammer på sygehusene og til at give sundhedspersonalet et uddannelsesmæssigt løft. Det vil styrke behandlingskvaliteten og gøre en konkret forskel for sundhedspersonalet og ikke mindst for patienterne, der kan få en hurtigere og bedre behandling,” siger sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup (S).

YDERLIGERE MATERIALE