02. juli 2014

Hans Blix kommer til Skjern

Den tidligere leder af FN's våbeninspektører kan sammen med USA's forhenværende vicepræsident Al Gore opleves på konference i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Den tidligere leder af FN’s våbeninspektører, Sveriges forhenværende udenrigsminister Hans Blix, kommer den 27. oktober til Skjern Kulturcenter for at deltage i en konference om energipolitik.

Det meddeler Ringkøbing-Skjern Kommune.

For godt en måned siden kom det frem, at også USA’s tidligere vicepræsident Al Gore deltager i arrangementet.

Et stærkt team

” Vi kunne ikke være mere stolte. For en måned siden kunne vi annoncere, at Al Gore gæster Skjern, og nu kan vi så afsløre, at det sker i selskab med Hans Blix”.

”Det er et særdeles stærkt team, og en fuldstændig unik mulighed for at få indblik i den storpolitiske virkelighed”, siger borgmester Iver Enevoldsen (V), der fortsætter:

”Vi er inde i en global omstilling, som vi dårligt har set mage til. Den globale opvarmning, finanskrisen og en helt ny verdensorden, hvor geopolitikken igen hersker, ændrer vores forudsætninger markant. Det er vi nødt til at blive klogere på”.

Konferencen finder sted mandag den 27. oktober i Skjern Kulturcenter. Hans Blix skal på konferencen tale om den energisikkerhedspolitiske situation i Ukraine og Europa.

Ambitiøs klimakommune

Ringkøbing-Skjern er en af Nordeuropas mest ambitiøse klimakommuner. Med visionen Energi2020 har kommunen et mål om at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i år 2020.

Det er en ambition, der indbefatter al den energi, virksomheder, organisationer og borgere i kommunen forbruger.

Hvis man vil deltage i konferencen, kan man købe billet på: http://www.billetnet.dk/

YDERLIGERE MATERIALE