28. juli 2014

DR-formand i front for Vederlagskommissionen

Det bliver DR’s formand og tidligere departementschef Michael Christiansen, der skal stå i spidsen for den kommission, der skal se på lønningerne til fuldtidsfolkevalgte.

Den såkaldte Vederlagskommission, som Folketinget har stemt for, skal se på løn, tillæg, pension og andre goder til politikere på fuld tid. Det vil sige ministre, folketingsmedlemmer, borgmestre og regionsformænd.

Udover DR’s formand Michael Christiansen kommer kommissionen bl.a. til at tælle tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj, forhenværende borgmester i Aarhus Louise Gade og Rebild Kommunes kommunaldirektør Jes Lunde.

DF: Krysterbeslutning

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten kritiserer flere partier Vederlagskommissionen.

”Det er en krysterbeslutning af partierne, som ikke selv tør stå frem og sige, hvad de vil have i løn,” siger Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten.

Og fra Enhedslistens Per Clausen lyder det:

”De (red. Vederlagskommissionen) vil givetvis have stor forståelse for det hårde arbejde, som politikere udfører. Det skal nok ende med gunstige lønforhøjelser, ” siger han til Jyllands-Posten.

Flertallet i Folketinget, der har stemt for kommissionen, har på forhånd aftalt, at det vil vedtage anbefalingerne fra kommissionen, der ikke underlægges økonomiske begrænsninger.

Michael Christiansen afviser, at han har fået udstukket en "bestillingsopgave", der skal ende med højere vederlag. Men han siger dog til Jyllands-Posten, at "man tager jo ikke løn fra folk."