28. juli 2014

Asylcenter kan være på vej i Rønne

Bornholm vil gerne være med til at løse samfundsopgaver. Og derfor er der nu planer om, at øen skal modtage 300 asylansøgere.

Politikerne på Bornholm må for en stund forlade sommervejret og tage til ekstraordinære møder. I morgen tirsdag er gruppeformændene i kommunalbestyrelsen kaldt sammen af borgmester Winni Grosbøll, og resten af kommunalbestyrelsen kan forvente at blive indkaldt til møde den 4. august.

Årsagen er, at Bornholms Regionskommune arbejder på at indgå aftale med Udlændingestyrelsen og Røde Kors om at drive et asylcenter på Bornholm i et år frem til august 2015.

Vigtig opgave for Bornholm

Winni Grosbøll har selv været aktiv i processen med at få Udlændingestyrelsen til at se på, om det er muligt at placere et center på øen.

Det har hun, fordi hun synes, det er en vigtig opgave at byde ind på, da det vil være med til at understrege, at Bornholm er med til at løse samfundsopgaver, og fordi hun mener, at Bornholm har meget at tilbyde asylansøgere – både i forhold til kompetencer og velegnede bygninger.

”Det fremstilles ofte som om, at vi fra Bornholm bare kommer til hovedstaden og beder om hjælp og flere penge. Her er det omvendt, og det gør det tydeligt, hvad Bornholm også kan,” siger hun.

Hvis forslaget bliver godkendt af kommunalbestyrelsen, vil der komme 300 asylansøgere til øen, og allerede fra 11. august vil de første asylansøgere ankomme med færgen fra Køge for at blive indkvarteret i Rønne.