08. januar 2014

Virksomheder skal se fleksjob-potentialet

Jobcentrene skal hjælpe virksomheder til at få øjnene op for fordelene ved at ansætte en minifleksjobber. Det viser erfaringerne fra projekt FleksPilot.

Borddækning, oprydning og mindre akademiske opgaver kan med fordel varetages af en ansat i minifleksjob på mellem to og ti timer om ugen. Et etårigt projekt FleksPilot har da også skaffet 48 ledige i minifleksjob i 23 små og store virksomheder.

Det er imidlertid først, når jobcenteret kontakter virksomhederne om mulighederne, at virksomhederne får øjnene op for det attraktive i at ansætte en medarbejder i minifleksjob. Det skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Først skal fordommene aflives

Hos Jobcenter Aarhus, der har været med i projektet, oplever de, at en af barriererne ved at ansætte en medarbejder i fleksjob bygger på de fordomme, nogle arbejdsgivere har om ledige med nedsat arbejdsevne.

”Vi møder ofte virksomheder, der tror, at en fleksjobber har flere sygedage end andre, at de er mindre effektive, og at der hele tiden skal tages hensyn til vedkommende. Men det er ikke rigtigt,” forklarer Gitte Breinholt Bjerregaard fra jobcenter Aarhus til bladet.

Læs mere om erfaringerne fra projekt FleksPilot i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

YDERLIGERE MATERIALE