08. januar 2014

Teknik- og miljøborgmester opfordrer til roadpricing

Der skal for alvor gøres noget ved trængslen, lyder det fra Produktivitetskommissionen. Københavns teknik- og miljøborgmester opfordrer til storskalaforsøg med roadpricing.

”Hvis vi indretter betalingen for brug af vore tog og veje bedre, kan vi vinde tid, penge og produktivitet. I stedet for faste billetpriser og bilafgifter kunne vi sætte priserne højere på de tidspunkter og strækninger, hvor trængslen er størst.”

Sådan lyder det onsdag fra Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen på baggrund af kommissionens femte rapporten, som handler om Infrastruktur.

Og Københavns nye teknik- og miljøborgmester, Enhedslistens Morten Kabell opfordrer nu regeringen til at lytte til anbefalingerne og indføre storskalaforsøg med roadpricing.

”Køen af eksperter, der anbefaler roadpricing, er efterhånden lige så lang som bilkøerne på indfaldsvejene til København i myldretiden. Da regeringen droppede trængselsringen, lovede statsministeren København en god løsning. Nu må regeringen leve op til sine løfter, handle på de mange anbefalinger og indføre et storskalaforsøg med roadpricing,” siger han i en pressemeddelelse.

Før eller siden

Venstre er ifølge Ritzau åben for at indføre roadpricing på længere sigt, så længe det ikke bliver dyrere at være bilejer. Også Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn mener, at roadpricing før eller siden vil blive en realitet.

"Men tiden skal være til det. Teknologien skal være i orden, og der skal være en politisk stemning for det, så jeg tror ikke, at det er noget, der kommer i den nærmeste fremtid. Men jeg tror, at det er noget, vi kommer til at få før eller siden," siger han til Ritzau.