09. januar 2014

Selv den mindste idé fortjener en pris

De små idéer baner vejen for de store. Det mener KL, der i samarbejde med forhandlingsfællesskabet KTO lancerer konkurrencen ”Danmarks bedste mindste idé”.

En vinkelskammel, et fiktivt busstoppested og skraldespande i arbejdshøjde er blandt de små lokale tiltag i kommunale institutioner, som dyster om titlen som Danmarks bedste mindste idé. Formålet med konkurrencen er at inspirere medarbejderne til at tænke ud af boksen.

”Vi vil gerne støtte den enkelte medarbejders frihed til at tænke kreativt. Selv de mindste gode ideer skal på banen, når vi fremover skal skabe endnu mere kvalitet i hverdagen i de kommunale institutioner,” siger Lone Trudsø Souschef i KL til KL.dk.

Idéen er ikke at spare penge

Lone Trudsø mener, det er vigtigt at anerkende, at det er lederne og medarbejderne, der er tættest på hverdagen i de kommunale børnehaver og ældrecentre.

”Derfor er det naturligvis også dem, der bedst vil kunne komme med forslag til, hvordan vi indretter hverdagen i institutionen bedst muligt,” siger hun.

Konkurrencen om Danmarks bedste mindste idé kommer ud af en tid, hvor det er nødvendigt at nytænke den kommunale opgaveløsning. Her er det imidlertid kvalitetsforbedring og ikke besparelser, der er i fokus, understreger Lone Trudsø.

Den enkelte medarbejder eller kommunale leder nominerer selv deres idé. Efterfølgende har alle danskere mulighed for at stemme på idéerne. Vinderen af Danmarks Bedste mindste idé kåres til maj.

Læs mere, nominer eller stem på en idé her.