20. januar 2014

Medierne taler mindre grimt om ydreområder

Ny undersøgelse viser, at medierne ikke bruger de i samme negative ord som landets ydreområder som for tre år siden.

Det er Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, der har undersøgt, hvilke ord medierne har brugt de seneste fem år. Og undersøgelsen viser, at ord som ”Udkantsdanmark” og ”Den Rådne Banan” toppede i 2010, men brugen er nu samlet set næsten halveret. Det skriver DR Fyn.

I 2010 brugte medierne ordet ”Udkantsdanmark” over 10.000 gange. Sidste år blev det brugt knap 6000 gange. Også udtrykket den rådne banan er på retur.

Borgerne gør en forskel

Udviklingen skyldes blandt andet, at beboerne mange steder selv har taget fat, mener Gunnar Lind, der står bag undersøgelsen:

”Det er landdistriktsbeboere, som har gjort opmærksom på, at det er ikke kun en rådden banan derude. At der foregår faktisk en masse sunde ting og en masse driftig erhvervsudvikling. Der foregår en masse kulturelle aktiviteter, så det sort-hvide-billede har journalisterne taget af bordet,” siger Gunnar Lind til DR Fyn.

Minister: Ikke lig med mindre omtale

Forskerne kan dog ikke finde tilsvarende fremgang i positive eller neutrale betegnelser for landdistrikterne. Men det skyldes ifølge minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen ikke, at vi taler mindre om landdistrikterne. Til gengæld er medierne blevet mere nuancerede, mener han.

”Det er noget, der fylder stort set hver eneste dag. På mit ressortområde må jeg sige, at det er vores yderområder og de problemer, de står i, der fylder allermest, siger Carsten Hansen til DR Fyn.