08. januar 2014

Beskæftigelsesudvalg på vej med realiserbare anbefalinger

Regeringens Carsten Koch-udvalg er på trapperne med mulige løsninger på beskæftigelsesområdets paradokser. Målet er varig beskæftigelse, lyder det fra formanden.

”Formålet er at komme med bud, der kan forbedre kvalifikationerne for de ledige, så de kan komme hurtigere i beskæftigelse,” siger formand for udvalget, der bærer hans eget navn Carsten Koch til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Den forhenværende socialdemokratiske minister og realpolitiker Carsten Koch er ifølge kilder, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har talt med, så pragmatisk, at hans udspil ulig andre udspil fra lignende ekspertudvalg ikke bare ender i ministerens skuffe.

Ud over at sikre mere varig beskæftigelse skal udvalget komme med forslag til, hvordan ledige kommer styrket ud af et ledighedsforløb – vel at mærket uden, at rådighedsforpligtigelsen sættes over styr.

Ledige skal have mere kvalitet for pengene

”Det tredje handler om, hvordan man får en bedre kontakt mellem jobcentrene og virksomhederne,” fortæller Carsten Koch.

Udvalget har delt arbejdet op i to faser. Første del handler om de arbejdsmarkedsparate både de forsikrede og kontanthjælpsmodtagere. Anden fase handler om de ikke arbejdsmarkedsparate, og hvordan man forbedrer forholdene for dem, fortæller udvalgsformanden.

”Vores forslag skal bidrage til, at den strukturelle ledighed bliver reduceret, så man kan øge beskæftigelsen uden negative konsekvenser, og uden at det koster statskassen penge. Kort og godt mere kvalitet for pengene,” siger Carsten Koch.

Offentliggørelsen af udvalgets arbejde i fase et forventes at komme i sidste halvdel af januar måned i år. Læs hele interviewet i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.