21. januar 2014

Anny Winther satte kvalitet øverst på dagsordenen

Formand for KL’s Social og Sundhedsudvalg åbnede tirsdag KL’s Sundhedskonference med et klart budskab: Kvaliteten i sundhedsplejen skal på dagsordenen, og kommunerne er allerede i gang.

Det var foran et rekordstort deltagerantal, at formand for KL’s Social og Sundhedsudvalg, Anny Winther, tirsdag gik på talerstolen til KL’s årlige Sundhedskonference i Kolding. Med sig havde den forhenværende borgmester i Rebild et budskab, som, hun mener, bør præge dagsordenen.

”Vi har brug for at sætte en klar kommunal kvalitetsdagsorden. For kommunerne er de eneste til at sikre, at der kommer til at ske en systematisk faglig udvikling i forhold til forebyggelse og rehabilitering,” sagde Anny Winther.

”Hele ideen med forebyggelse og rehabilitering tager også udgangspunkt i borgernes ressourcer og livssituation. Derfor ligger det lige for, at vores kvalitetsbegreb skal indfange det, som er vigtigt for borgerne,” sagde Anny Winther til de 900 deltagere.

Kommuner sætter barren højt

Hun påpegede, at kommunerne skal være mere offensive i forhold til kvalitetsudviklingen og i den forbindelse invitere forskere og andre indenfor.

”Vi kan vinde meget ved at samarbejde mere med forskere og andre om kvalitetsudvikling. Ved at invitere forskere ind i højere grad, får vi nogle friske og systematiske øjne på vores praksis. Desuden bidrager vi til, at der på sigt kommer mere systematisk viden,” sagde hun

Arbejdet er allerede i gang i flere kommuner. Heriblandt fremhævede hun Esbjerg Kommune, som samarbejder med forskere på Marselisborg Centret om at udvikle deres rehabiliteringsmodel.

”Barren er sat meget højt. Esbjerg går efter at få modellen WHO godkendt og kommer derved til at sætte en standard,” sagde Anny Winther.

Tættere på borgerne

Og netop når det kommer til systematik og dokumentation påpegede Anny Winther, at kommunerne kan lære af sygehusene. Men hun understregede, at kommunerne skal træde deres egne veje i samarbejde med fx almen praksis.

”Vi deler mange ting med almen praksis, herunder blikket for borgerens samlede situation. Her har vi en fælles kvalitetsdagsorden, der sagtens kan udvikles,” sagde Anny Winther.