19. februar 2014

Line Rohde Olsen

Konsulent i Kommunekontaktråd (KKR), ansat siden 2012, 37 år

Hvorfor vil du anbefale andre at arbejde i KL?

KL er en arbejdsplads med mange muligheder og højt til loftet. Selvom jeg ikke har min daglige gang i KL huset, men i stedet arbejder med at varetage kommunernes interesser regionalt, så er jeg altid bevidst om, at jeg kan hente dygtig faglig og ledelsesmæssig sparring i KL huset. Desuden er det altid en fornøjelse at komme til København og KL huset (selv for en nordjyde) og mærke den gode stemning, den myretravle aktivitet og den ligefremme tone.

Hvad er det meningsfulde i dit arbejde i KL?

Som KKR konsulent foregår mit daglige arbejde tæt på kommunerne, hvor det er mit job at varetage deres interesser. Opgaverne løses i tæt samarbejde med min kollega i KKR Nordjylland, de fælleskommunale sekretariater, administrationerne i de 11 nordjyske kommuner, de øvrige KKR konsulenter og KL’s sekretariat samt fagkontorer. Jeg sætter stor pris på de mange samarbejdsrelationer, som stiller store krav til at udvikle og fastholde netværk.

Desuden kræver jobbet som KKR konsulent, at man er i stand til at agere på sidelinjen af den politiske arena, at man besidder en generel viden om og indsigt i særligt de områder, der er regionalpolitisk interessante, og at man besidder en vis robusthed og gennemslagskraft.

Arbejdet er alsidigt og kræver ofte hurtige analyser af opståede situationer, hvilket fordrer en god fornemmelse for politiske og administrative beslutningsgange i kommunerne.

Det absolut største plus ved mit job er at være tæt på dem, det hele handler om, når man er ansat i KL – nemlig kommunerne.

Hvad er de mest dækkende karakteristika ved dit job i KL?

  • Der er stor alsidighed i opgaverne – ikke to dage er ens, hvilket er både udfordrende og lærerigt.
  • Fleksibilitet – KL giver plads til, at man selv kan tilrettelægge opgaverne og arbejdslivet. Til gengæld kræver jobbet også en stor grad af fleksibilitet fra min side, da der ofte er stramme deadlines og pludseligt opståede situationer, der kræver her-og-nu-handling.
  • Selvstændighed – jobbet som KKR konsulent kræver en stor grad af ansvarlighed, og at man fungerer med at være selvkørende og selvmotiverende.

Hvad laver du i din fritid?

Jeg nyder at være fysisk aktiv i min fritid – jeg dyrker flere former for sport, herunder volleyball, triathlon og squash, og jeg hader at tabe! Ellers laver jeg lidt frivilligt arbejde, bestyrelsesarbejde og nyder også at slappe af med en god bog. Jeg har altid abonnement til teater og biograf, og så er jeg passioneret omkring det at rejse!

Mød flere medarbejdere