13. februar 2014

Hele verden vil giftes i Tønder

Par fra Kina, Kosovo og Colombia står i kø, for at sige ja til hinanden på Tønder Rådhus. 1600 giftelystne udenlandske par fra hele verden valfartede sidste år til kommunen, som tilbyder hurtige og nemme vielser.

I mange lande spænder papirarbejde og lange ventelister ben for massevis af udenlandske par, som ønsker at blive gift. Derfor søger de til Tønder. Kommunen har specialiseret sig i at vie par fra andre lande.

Tønder tilbyder nemlig en kort sagsbehandlingstid på mellem 8 og 14 dage, fra man ringer til vielseskontoret, til man er gift. Vielserne foregår oftest på tysk eller engelsk, men det er også muligt at sige ”oui” til hinanden, når giftefogeden vier en på fransk.

Alene i 2013 blev 1600 udenlandske par viet i den sønderjyske by, sammenlignet med godt 100 danske par.

Tre en halv giftefogeder

Når vielseskontoret har mest travlt, har de mere end 60 par om ugen fordelt på to dage. Derfor har Tønder Kommune også afsat tre en halv giftefogeder til at tage sig af de mange vielser, som tæller par fra mere end 50 forskellige nationaliteter, hvor ca. en tredjedel kommer fra andre lande end Tyskland.

”Vi kan have op til 45 samtaler på en dag, hvor udenlandske par ringer og spørger, hvilke dokumenter de skal bruge for at blive gift,” siger Vera Warncke, giftefoged i Tønder Kommune til KL.dk. 

Gode penge i bryllupsturisme

Standardprisen for en borgerlig vielse for udenlandske par er 500 kroner, så kommunen tjener ikke mange penge på det store antal bryllupper. Men det gør turistindustrien i Tønder.

”Regner man i kroner og øre, tjener kommunen ikke på det. Men det er en stor fordel for turistindustrien, som tjener på, at de udenlandske par lejer hotelværelser, køber blomster, holder selskaber og hvad der ellers hører sig til, når man bliver gift,” siger Vera Warncke.

Homoseksuelle vielser

Den 15. juni 2012 trådte den nye vielseslov i kraft, som gjorde det muligt for homoseksuelle par at blive gift i Danmark. Det har betydet, at giftefogederne i Tønder Kommune også har haft en del par af samme køn, fordi ægteskab for homoseksuelle ikke er tilladt i mange andre lande. 

Blandt andet fra Tyskland hvor de homoseksuelle par krydser grænsen for at få papir på deres kærlighed. 

”Hver måned har vi flere homoseksuelle par, som kommer til Tønder for at blive gift. Vi kan give dem en mulighed, som de ikke har i deres eget land,” siger Vera Warncke.

Et drømmejob

Vera Warncke fortæller, at man også i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommune har mange bryllupsturister, og at det er et privilegie at være giftefoged i en kommune der har mange udenlandske par.  

”Det er et drømmejob at være giftefoged. Ingen bliver sure og tvære, og vi giver dem en rigtig god oplevelse. Der er mange par, der er meget taknemmelige,” siger Vera Warncke til KL.dk.