17. februar 2014

Gør din kommune nok for at redde miljøet?

Kloden producerer hverken mere gas eller olie, bare fordi vi godt kan lide at bruge det. En ny hjemmeside skal hjælpe kommuner og borgere med at blive mere grønne.

De fleste kommuner mener nok, at de gør alt for at spare på energien. Men måske er der nogle områder, som der slet ikke er tænkt over - f.eks. svømmehaller eller storkøkkener.

På Energistyrelsens nye hjemmeside sparenergi.dk kan man derfor få inspiration til god energiledelse både i kommunerne, som privatperson og som virksomhed.

”Vi ser kommunerne som en hovedspiller, og derfor er vi meget fokuserede på, at løsningerne bliver tilpasset lokalområdet,” fortæller Michael Reuss fra Energistyrelsen.

Rådgivning til borgerne 

Michael Reuss understreger, at sparenergi.dk ikke giver direkte telefonisk rådgivning til kommunerne. Til gengæld har Energistyrelsen oprettet en rådgivningsservice for borgere, der vil skifte deres oliefyr eller naturgas ud. 

På den måde kan kommunerne henvise borgerne til denne service, hvis de er i tvivl om, hvad der fungerer bedst. 

Adfærd kan ændres

Derudover kan kommunerne bestille foldere, klistermærker, plakater og meget mere til kampagnen "Jagten på den gemte energi".

Den sætter fokus på, hvordan man ved hjælp af små adfærdsændringer kan reducere energiregningen på mellem 5-10 pct.

”Mange kommuner er allerede gået i gang med at lave håndværkerlister og andre energibesparende tiltag rettet mod borgerne," siger Michael Reuss og fortsætter:

"Det er omkostningsfyldt, og derfor håber vi også, at de vil bruge mange af de idéer og det materiale, vi stiller til rådighed for dem.”

For at se præcis, hvad din kommune kan gøre, kan du gå direkte ind her.