25. februar 2014

Dét siger organisationerne til Koch-anbefalingerne

I dag fremlagde Carsten Koch-Kommissionen sine anbefalinger til en på beskæftigelsesreform. Anbefalingerne får ris og rod med på vejen fra interesse-, branche- og faglige organisationer.

BUPL:

”A-kasserne kan dokumentere sort på hvidt, at vi er dygtige til at få dimittenderne hurtigt i job. Derfor er jeg faktisk en smule rystet over, at Carsten Koch så stædigt holder fast i aldersgrænsen på 30 år. Vi møder de studerende allerede, mens de læser og har en langt bedre føling med jobmarkedet for pædagoger end jobcentrene”, siger formand for BUPL, Henning Pedersen.

”Jobrotation giver den ledige pædagog værdifuld erfaring på arbejdsmarkedet, som i flere tilfælde fører til fast arbejde. Det er et helt forkert sted at spare,” siger Henning Pedersen.

Dansk Arbejdsgiverforening, DA:

”Carsten Koch-udvalget ser rigtigt, når de anbefaler en beskæftigelsesindsats, som har klar fokus på virksomhedernes behov. Men det er helt afgørende, at vi ikke slækker på den samlede indsats for at få ledige i job, hvilket ville være konsekvensen, hvis man gennemfører udvalgets anbefalinger i den nuværende form. Vi skal fastholde en klar og struktureret indsats for de ledige. Det er både til gavn for virksomhederne og de ledige,”  siger direktør Henrik Bach Mortensen.

Dansk Byggeri

”Der er først og fremmest grund til at bakke op om det overordnede mål om at få den nuværende standardiserede beskæftigelsesindsats målrettet ikke bare de ledige, men også virksomhedernes behov for en professionel og effektiv jobformidling,”  siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri.

”Vi hjælper alle parter bedst – ledige såvel som virksomheder - ved at have fokus på behovet og efterspørgslen på det arbejdsmarked, som jobcentrene skal hjælpe de ledige tilbage på. Her kan det individuelle snit være med til at placere de ledige i stillinger, som de er egnede til og giver det fremadrettede match. Det bør dog fortsat være jobcentrenes kerneopgave at sikre, at de ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet og søger de job, der er,” siger Louise Pihl.

FOA:

”Eksperterne har haft over et år. Og siden de fik opgaven er yderligere mere end 30.000 ledige dumpet ud af dagpengesystemet til en yderst usikker fremtid. Forslagene fra eksperterne lapper de bedste steder på et halvt fungerende system. Men de afgørende forslag er desværre i forkert retning. Og der er intet, overhovedet ingenting, for de ledige, der har det værst og i disse måneder smides ud af systemerne,” siger FOAs næstformand Mona Striib.

”Det værste forslag fra de såkaldte eksperter er det om, at kommunerne nu skal have et klart hovedansvar for de ledige. Jeg tiltror kommunerne de bedste intentioner og nogle steder bliver initiativerne måske endda bedre end i dag. Men det, at kommunerne nu får mulighed for at skrue op og ned for indsatsen, vil med stor sikkerhed betyde risiko for en klart ringere indsats, en dårligere retssikkerhed og flere kontrolforanstaltninger for de ledige,” siger Mona Striib og forsætter:

FTF & LO:

”Vi er glade for, at udvalget anbefaler, at alle arbejdsløse – uanset baggrund – får ret til seks ugers jobrettet uddannelse. Men at vente til der er gået seks måneder, giver ikke mening for den arbejdsløse, der har et umiddelbart behov for at få fx et certifikat eller ny viden for at komme tilbage i job,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

”Vi er meget positive overfor, at ufaglærte nu får en helt nødvendig ret til en faglært uddannelse. Vi er dog skeptiske overfor, at uddannelsen skal foregå på nedsat dagpengesats, da det sandsynligvis vil afholde de fleste fra at gå i gang med en uddannelse,” siger Harald Børsting.

”Der er ingen grund til, at a-kasserne ikke skal kunne hjælpe alle arbejdsløse, som ikke er i risiko for længerevarende arbejdsløshed, fra starten af. Også dem under 30 år. A-kasserne kender mulighederne i branchen, herunder jobåbninger, og kan samtidige tage udgangspunkt i medlemmets faglighed. Profileringen af den arbejdsløse sker derfor bedst i a-kassen,” siger Harald Børsting.

Socialpædagogerne

"Vi er glade for, at Carsten Koch-Udvalgets udspil lægger op til en mere ambitiøs, kvalificeret og mindre bureaukratisk indsats over for de ledige. Og vi vil gerne opfordre regeringen til at benytte sig af anledningen og udvalgets rapport til at give A-kasserne en langt mere aktiv rolle i den første kontakt til de ledige. A-kassen kan sikre den ledige skræddersyet og individuel hjælp samtidig med at A-kassen har det arbejdspladskendskab – på tværs af kommunegrænser - der er forskellen på et vellykket og et mislykket jobmatch."

"A-kassen har branchekendskabet modsat jobcentrene og er allerede i dag danskernes – både de beskæftigede og de ledige – fortrukne aktør på beskæftigelsesområdet. Det ville give en bedre, sikrere og også økonomisk mere sammenhængende indsats," siger formand Benny Andersen.