26. februar 2014

Brug for national strategi for bus- og togtrafik

Det Miljøøkonomiske Råd påpeger, at kommuner og regioner har opgaven med at få flere passagerer i busser og toge. Men der er brug for en national strategi, lyder det fra KL.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede i forbindelse med transportforliget i 2009, at bustrafikken i Danmark skal stige med 50 procent fra 2009 til 2030. Men med beslutningen fulgte ingen klar plan for at nå målet.

Det kritiserer Det Miljøøkonomiske Råd i sin nyeste rapport, hvori rådet også påpeger, at det er op til de enkelte kommuner og regioner at skaffe flere passagerer i busserne og togene.

Benyt anledningen og sæt arbejdet i gang

KL er enig med vismændene i, at der er behov for en indsats i den kollektive trafik, så bus- og togtrafikken udvikles og ses i sammenhæng. Men kommunerne og regionerne kan ikke løfte den kollektive trafik alene.

”KL har ved flere lejligheder opfordret regeringen til at lave en national strategi, der ser på en udvikling af hele den kollektive trafik i sammenhæng,” siger Martin Damm, formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg og fortsætter:

”Vi håber, at Folketinget nu vil benytte anledningen til at sætte et sådant strategiarbejde i gang, og KL bidrager meget gerne til arbejde.”

Strategi for hele området

Hvad angår bustrafik anbefaler rapporten, at man ikke bruger midler til at nedsætte taksterne, men i stedet bruger ressourcer til at øge den service, man tilbyder. Det svarer helt til kommunernes erfaringer, hvor især antallet af afgange har stor betydning for brugen af busser.

”En national målsætning og anbefalinger for den kollektive trafik bør naturligvis følges af en national strategi for hele området,” siger Martin Damm.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs KL's pressemeddelelse om rådene fra Det Miljøøkonomiske Råd