27. februar 2014

Borgernær velfærd står for tur

Den historisk hårde økonomiske krise har sat den offentlige sektor på hestekur. I de seneste år er det offentlige forbrug i faste priser reduceret med i omegnen af 5 milliarder kroner. Udviklingen i det offentlige forbrug på sektorer viser, at det især er kommunerne, som holder for. Af Chefkonsulent Jane Møller Pedersen og kontorchef Morten Mandøe, KL's Økonomiske Selretariat

Alene fra 2010 til 2012 er den del af det offentlige forbrug, der kan tilskrives kommunerne, faldet med knap 6 milliarder kroner i faste priser. Staten har omvendt øget det offentlige forbrug med over 2 milliarder kroner, mens regionerne har haft et fald på knap 1 milliard kroner.

Og til trods for flere spæde tegn på, at den økonomiske krise er ved at aftage, er der ingen tegn på en lempelse af 2020-planens forudsætninger om en meget begrænset vækst i de offentlige udgifter. Derfor er der behov for at se på tværs af stat, regioner og kommuner, når den overordnede ramme skal fordeles. Indtil nu har det altså været den borgernære service i kommunerne, der har måttet holde for.

Offentligt forbrug på hestekur

Den historisk hårde økonomiske krise har sat den offentlige sektor på hestekur efter mange ”fede” år med for højt offentligt forbrug.

Både i 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter markant mere end planlagt. Det bevirkede, at VK-regeringen i begyndelsen af 2010 i forbindelse med lanceringen af genopretningsplanen foreslog nulvækst i den offentlige sektor fra 2010 til 2013 og en meget begrænset vækst herefter. Da den nuværende regering tiltrådte i slutningen af 2011, blev de stramme tøjler ikke løsnet i forhold til udviklingen i det offentlige forbrug. I stedet indførte regeringen i 2012 budgetloven for at understøtte, at de offentlige udgifter udvikler sig i overensstemmelse med målsætningerne og prioriteringerne i 2020-planen.

Men hvordan er det så gået med udviklingen i det offentlige forbrug de senere år?

Kommunerne holder for

Danmarks Statistiks opgørelse af det offentlige forbrug fordelt på delsektorer viser tydeligt, at kommunernes andel af det offentlige forbrug er reduceret væsentligt fra 2010 til 2012. I 2010 udgjorde kommunernes andel af det offentlige forbrug 49,2 procent, men i 2012 var den andel faldet til 48,1 procent. Det svarer altså til et fald på et helt procentpoint på ganske få år. I samme periode er statens og regionernes andel af det samlede forbrug steget med henholdsvis 0,6 procentpoint og 0,5 procentpoint. Figuren viser altså, at det i praksis er kommunerne, som har været på slankekur og tilpasset den kommunale service siden 2010 og dermed fået en mindre del af ”kagen”, mens staten og regionerne har fået en større andel af kagen siden 2010.

Udviklingen skal ses i sammenhæng med målsætningerne om meget begrænset vækst i det offentlige forbrug, som i praksis indebærer, at større satsninger på ét område som for eksempel uddannelsesområdet betyder, at der ingen eller meget lidt plads er til vækst på øvrige væsentlige områder. Det vil sige, at den aktuelle prioritering af uddannelses- og sundhedsområdet forudsætter besparelser på de almene velfærdsopgaver. Det betyder, at især kommunerne har skullet effektivisere og få pengene til at række længere.

Kommunerne har i den grad effektiviseret, omstillet og fornyet den kommunale drift de senere år. Denne udvikling har medført, at kommunerne siden 2009 har reduceret serviceudgifterne med 12 milliarder kroner og reduceret personalet betydeligt. Der er til gengæld ikke set en tilsvarende reduktion i personalet i staten og regionerne. Den vedhæftede figur 2 viser, at staten og regionerne har øget deres personale i løbet af de sidste tre år, mens kommunerne har reduceret antallet af medarbejdere med godt 4 pct. eller ca. 25.000 på tre år.

Udbygningen på det statslige område forklares stort set fuldt ud fra en opprioritering af blandt andet de videregående uddannelser. Staten anvender taxameterstyring på uddannelsessektoren, hvilket bevirker, at der tilføres området flere midler i takt med, at der kommer flere studerende. Det til trods for, at det alt andet lige bliver lettere at effektivisere, når der kommer flere studerende. Hvis samme styringsprincip gjaldt for ældreområdet i kommunerne, ville den stigende demografi betyde, at kommunerne skulle have tilført flere milliarder kroner frem til 2020.

Billedet går igen, hvis man ser på udviklingen i de offentlige investeringer. Her har kommunerne også siden 2010 haft en faldende andel af de offentlige investeringer, mens især regionerne har haft en stigende andel, jf. vedhæftet figur 3.

Når man ser det offentlige forbrug og de offentlige investeringer under ét, tegnes der altså et billede af, at især den kommunale sektor og den nære velfærd er skåret til i løbet af krisen.

Borgernær velfærd skal prioriteres

Ifølge regeringens 2020-plan er der forudsat en afdæmpet realvækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. årligt, som skal kunne håndtere den demografiske udvikling – med flere ældre og personer uden for arbejdsmarkedet kombineret med et fald i antallet af erhvervsaktive danskere. Det vil sige, at hele den offentlige sektor skal ”køre længere på literen”.

Med en så relativt begrænset vækstramme i den offentlige sektor frem mod 2020 er der et stort behov for at holde fokus på mulighederne for at anvende de knappe ressourcer bedre. Det gælder i alle dele af den offentlige sektor.

De seneste års hestekur i kommunerne og massive effektiviseringer betyder, at kommunerne har et godt fundament i forhold til at tænke nyt og fortsætte omstillingen af den kommunale service, men de lavthængende frugter er efterhånden plukket, så der findes ingen nemme snuptagsløsninger.

Trods dette viser KL’s årlige effektiviseringsundersøgelse, at kommunerne ikke har sænket ambitionsniveauet. Tværtimod har kommunerne hævet overliggeren og forventer at effektivisere for cirka 3,2 milliarder kroner i 2014. I 2013 var tallet 2,9 milliarder, og i 2012 var det 2,6 milliarder.

Men det er ikke kun kommunerne, som skal effektivisere – staten og regionerne skal også tage arbejdshandskerne på og tage fat. Ikke mindst i lyset af de store udfordringer, kommunerne står overfor – bl.a. i kraft af et stigende antal ældre – er det vigtigt de kommende år, at en stor del af den begrænsede vækst i den samlede offentlige økonomi prioriteres til den borgernære velfærd – som kommunerne har ansvaret for.

Det har været kommunerne, der har holdt igen i det offentlige forbrug, og investeringer i kommunale kerneområder er blevet nedprioriteret til fordel for investeringer andre steder i den offentlige sektor. Den udvikling bør man fremadrettet have for øje, og derfor må det nu være den borgernære velfærd, der står for tur, når den begrænsede offentlige vækst skal fordeles. •

YDERLIGERE MATERIALE