15. december 2014

Ny aftale giver renere luft i hovedstaden

København og Frederiksberg kommuner er gået med i Miljøministeriets indsats mod luftforurening i hovedstadsområdet. Kommunerne bidrager med over ti mio. kr.

Som en del af regeringens pakke ”Ren luft til danskerne” har Frederiksberg og Københavns kommuner indgået en aftale med Miljøministeriet om nye rensesystemer på 300 busser og dermed forhåbentlig renere luft til borgerne i hovedstadsområdet.

”Det er virkelig vigtigt, at kommunerne er gået med til at støtte ideen om nyt udstyr på busserne, så vi får renere luft. Kommunerne har med aftalen også givet penge til projektet, og det er et stærkt signal at sende til danskerne – vi står sammen om at bekæmpe luftforurening,” siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Københavns Kommune bidrager med 9,1 mio. kr. og Frederiksberg Kommune med 1,1 mio. kr. I forvejen indeholder pakken 71,1 mio. kr. til at få monteret nye rensesystemer på busserne i hovedstaden.

”Det er en stærk og konkret aftale. Nu sætter vi ind mod den forurening, der stammer fra busserne, som vi kan mindske med 80 procent. Det kan mærkes for de borgere, der lider af eksempelvis lungesygdomme og astma,” siger overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S).

Rensesystemerne på busserne vil blive monteret i 2015.

”Frederiksberg er en grøn kommune, og vi arbejder kontinuerligt på at finde bæredygtige såvel som effektive løsninger. Derfor er det naturligt for os at støtte den indsats, der er sat i gang ved at bevilge penge til også at få sat rensesystemer på busserne til gavn for klimaet og borgernes sundhed,” siger Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj (K).