09. december 2014

KL og kommunerne fortæller Folketinget om reformarbejdet

KL havde tirsdag foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg sammen med Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen.

Her gjorde man status på, hvordan det går med folkeskolereformen, her knap fire måneder efter reformen trådte i kraft.

”Vi syntes, det var natuligt at fortælle de ansvarlige politikere på Christiansborg, hvordan vi i kommunerne oplever, at arbejdet med at føre folkeskolereformen ud i livet skrider frem".

"Vi fortalte også om, hvordan KL understøtter kommunernes implementering af reformen, blandt andet gennem videndeling,” fortæller lederen af KL’s folkeskolereformsekretariat Hanne Bak Lumholt.

KL havde foretræde sammen med formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal og formanden for de kommunale børne- og kulturchefer Eik Møller.

Kommet fint fra start

”Grundlæggende mener vi jo, at det går rigtig godt, og at man i kommunerne er kommet fint fra start med den meget omfattende reform – både politisk, i forvaltningerne og ikke mindst ude på de enkelte skoler. Blandt andet fordi der er udført et stort og grundigt forberedelsesarbejde”.

”Men selvfølgelig er der nogle bump på vejen, nå man gennemfører den største reform af den danske folkeskole nogensinde. Fx skal der fortsat udvikles i forhold til den understøttende undervisning, og vi skal styrke pædagogernes rolle i folkeskolen,” siger Hanne Bak Lumholt.

”Jeg er helt med på, at man får et mere negativt billede, når man følger dækningen i medierne. Men det er meget naturligt, at medierne fokuserer på de ting, der ikke fungerer helt, som de skal. Jeg er derfor glad for, at vi over for udvalget havde mulighed for at tegne et nuanceret billede af, hvordan reformarbejdet skrider frem,” siger Hanne Bak Lumholt.

Hun henviser samtidig til, at en undersøgelse, KL har gennemført blandt de kommunale skoleforvaltninger, viser et meget høtj politisk og administrativt fokus på omstillingen i de danske kommuner.