26. august 2014

Røde partier bringer dagpenge ind i forhandlingerne

Når finansloven for 2015 skal forhandles på plads, vil SF og Enhedslisten kræve, at der findes en løsning for de borgere, der er ramt af den forkortede dagpengeperiode.

”Regeringens finanslovsudspil indeholder rigtig mange gode ting. Men ingen løsning på dagpengeproblemet. SF vil blive ved med at bringe temaet op i forhandlingerne. Og vi vil opfordre regeringen til at finde en løsning nu for de mange tusinde familier, der bliver ramt af dagpengeforringelserne,” skriver SF’s formand Pia Olsen Dyhr i et indlæg på Politikens hjemmeside.

Pia Olsen Dyhr understreger, at SF også tager andre forslag med til forhandlingerne. Partiet ønsker flere pædagoger til børnehaver og vuggestuer og vil have afsat 600 millioner kroner ekstra til folkeskolen til styrkelse af inklusionen af elever med særlige behov.

Også Enhedslisten vil i forhandlingerne kræve ”grundlæggende og varige forbedringer af dagpengereglerne”, oplyser partiet på sin hjemmeside. Blandt andet mener Enhedslisten, at det bør være nemmere at genoptjene dagpengeretten.