22. april 2014

Samarbejde sikrer den bedste hjælp til handicappede

Kommunerne skal sikre et tilbud, der passer til de handicappedes forskellige behov, og derfor er servicetilbuddene ikke ens i kommunerne, forklarer formand for KL’s Social og sundhedsudvalg, Thomas Kastrup-Larsen.

De handicappedes behov kan være meget forskellige, og derfor er samarbejde på tværs af kommunegrænser midlet, hvis tilbuddet skal være af den højeste faglige kvalitet. Sådan lyder det fra formand for KL’s Social og sundhedsudvalg i et interview med DR2 efter at handicaporganisationer har kritiseret kommunerne for varierende serviceniveau.

”Det er aldrig rart, at være i en situation, hvor man er nødt til at flytte efter det rette tilbud. Men det er vigtig at anerkende, at der inden for handicapområdet er nogen diagnoser, som kræver så specialiseret behandling, at det ikke giver mening at have tilbud i hver eneste kommune, ” siger Thomas Kastrup-Larsen til DR2 og fortsætter:

”Så er man nødt til at samarbejde kommunerne i mellem og finde nogle enkelte steder, hvor man kan have disse højtspecialiserede tilbud,” siger Thomas Kastrup-Larsen, der påpeger, at det også var tilfældet før strukturreformen, hvor en del af opgaven lå i de geografisk større amter.

Samarbejde og forskelle er naturlige

Han påpeger, at handicaporganisationerne netop har anbefalet kommunerne at samarbejde om de højspecialiserede tilbud. Det ændrer dog ikke på, at der kan være serviceforskelle – lige som det er tilfældet inden for andre serviceområder.

”Det er naturligt, når du lægger sådan en opgave ud til kommunerne, at så vil der være forskel. For der er stor forskel på København, Læsø eller Silkeborg kommuner. Derfor handler om at få nogle tilbud, som passer ind i lokalsamfundet og som tager hånd om de handicappede,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Vil undgå rigide kasser

Næstformanden i Dansk handicapforbundet kalder det ligefrem et retssikkerhedsproblem, at den handicappede og pårørende oplever, at sagerne bliver behandlet forskelligt, og de dermed kan føle sig tvunget til at flytte for at komme tættere på det rette tilbud.

”Hvis du betragter det ud fra et retsperspektiv, (…) så tror jeg vi gør de handicappede en bjørnetjeneste. Hvis vi får et rigidt system, så risikerer vi også at få nogle kasser, som mange ikke passer ind i. Vi skal i stedet tage udgangspunkt i den enkelte og se på, hvordan man skaber det bedst mulige tilbud til vedkommende,” siger Thomas Kastrup-Larsen.