03. april 2014

Over 40.000 spejdere slår lejr i Sønderborg

Sønderborg Kommune skal i 2017 danne rammen om Spejdernes Lejr, der samler mere end 40.000 danske og udenlandske spejdere.

Spejdernes Lejr er en fælles lejr for fem danske spejderkorps. Den første lejr blev afholdt i 2012 i Holstebro, hvor flere end 37.000 spejdere deltog. Det gjorde lejren til Danmarkshistoriens største.

Og det har samtidig gjort det særdeles attraktivt at lægge græs til teltpløkker og snobrød, når spejderne skal slå lejr i 2017. Hver femte kommune håbede nemlig på at blive vært for spejderne, som netop har indgået en aftale med Sønderborg Kommune.

”Spejdernes formål er at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der tager ansvar i det danske samfund og har respekt for deres omverden og naturen. Vi har valgt at indgå partnerskab med Sønderborg Kommune, fordi kommunen arbejder målrettet med at give børn og studerende særlige kompetencer inden for teknologi, videnskab og interkulturel forståelse. Det er initiativer, som giver mening for os som spejdere og et stærkt fundament for vores partnerskab med Sønderborg,” fortæller Finn Dybbøl fra Spejderne.

Løfter i flok

I Sønderborg er borgmester Erik Lauritzen (S) stolt af, at kommunen er valgt som vært og partner:

”Her sætter vi handling bag vores ord, og så er vi gode til at stå sammen og løfte i flok – ligesom Spejderne. Allerede da vi arbejdede med ansøgningen, mærkede vi en enorm begejstring i lokalområdet. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at give de mange spejdere en oplevelse for livet. Så vi glæder os meget til at komme i gang med det store planlægningsarbejde sammen med dedikerede partnere og frivillige,” fortæller han i en pressemeddelelse.

Læs mere her.