09. april 2014

Nyt udvalg skal granske løsninger om rockerborge

Justitsminister har nedsat udvalg, der skal finde løsninger i problematikken om rockerborge. Samtidig åbner rockerne i Vanløse for flytning, hvis kommunen vil hjælpe med nyt klubhus.

Det er utilfredsstillende, at en rockerborg på Tudskærvej i Vanløse ikke kan fjernes. Det mener justitsministeren Karen Hækkerup (S), der nu nedsætter et udvalg, der skal se nærmere på, hvordan man kan undgå en lignende situation i fremtiden, skriver BNB.

”Vi bliver nødt til at sætte os ned alle sammen - kommuner, Rigsadvokaten, politiet, miljømyndighederne og Justitsministeriet - for at kigge hinanden dybt i øjnene og tage en snak om, hvorvidt der er en lov, der kan ændres for at forhindre nye rockerborge,” siger hun til BNB.

Den omtalte rockerborg i Vanløse har været meget omdiskuteret, da Natur- og Miljønævnet i sidste uge underkendte en afgørelse fra Københavns Kommune om at forbyde rockergruppen Bandidos fra at bruge en villa i byen som klubhus.

Udvalg skal finde løsninger

Karen Hækkerup afviser dog, at hun som justitsminister kan beslutte, at rockerne ikke må bruge villaen i Vanløse som klubhus, for det vil være grundlovsstridigt. Men i stedet er det meningen, at det nye udvalg skal kigge på, hvad der er af andre muligheder for at holde rockerborgene væk fra villavejene.

”I den her sag har vi en præmis, der handler om, at vi i Danmark har en grundlov, der sikrer os alle sammen nogle frihedsrettigheder. Dem har vi alle sammen, dem har rockerne også. Men vi bliver nødt til at se på, hvad vi har af andre muligheder,” siger hun

Ministeren nævner blandt andet, at man kan kigge nærmere på hashklubloven, rockerloven og planloven for at se, om noget kan ændres, så en lignende sag kan undgås.

Rockere vil forhandle med kommunen

I samme åndedrag har rockergruppen Bandidos indbudt Københavns Kommune til nye møder om en eventuel flytning fra det meget omtalt klubhus i et villakvarter i Vanløse, skriver tv2.dk.

”Vi kan her kun opfordre til, at man (kommunen red.) indleder et fornuftssamarbejde og reelt forsøger at genhuse os i et velegnet industriområde, da det er den mest optimale løsning for alle parter, en løsning vi nu vil forsøge at få Københavns Kommune med på via dialog med relevante politikere,” skriver Bandidos i en pressemeddelelse.

Bandidos skriver i pressemeddelelsen ifølge TV2, at gruppen tidligere har forsøgt at indrette lokaler i erhvervsområder, langt fra privat beboelse, men at man vurderer, at kommunen spændte ben for brugen af selvsamme erhvervslejemål ved blandt andet at opstille miljøkrav og trække behandling af sagen så meget i langdrag, at klubben ikke kunne finansiere at blive i området.