23. april 2014

Nu skal elever til stemmeurnerne

Valgdeltagelsen blandt unge vælgere er markant lavere end blandt resten af befolkningen. Nu skal et landsdækkende skolevalg få flere unge til stemmeurnerne. Onsdag fremlagde undervisningsministeren planerne for et landsdækkende skolevalg.

Elever skal have demokrati ind med skolemælken. Der er nemlig for mange sofavælgere blandt de unge. Derfor arrangerer Folketinget og Undervisningsministeriet i januar 2015 et landsdækkende folketingsvalg for 8. og 9. klasser.

”Vi vil signalere, at det er rigtig vigtigt, at man stemmer. Det foregår på den måde, at det er statsministeren, der udskriver valget. Der vil være stemmebokse, valgtilforordnede og optælling om aftenen,” sagde undervisningsminister Christine Antorini (S) på onsdagens pressemøde.

”Vi skal huske, at det ikke er alle, der har været med mor og far nede at stemme,” sagde ministeren, som forklarede, at det er vigtigt, at de unge tidligt bliver bevidste om demokratiet, så de er forberedte, når de selv får stemmeret.

Alle skoler kan tilmelde sig

Skolevalget bliver en del af Folketingets fejring af 100-året for Grundloven af 1915, og alle skoler har mulighed for at tilmelde sig allerede nu. Inden selve valghandlingen den 29. januar 2015 gennemfører de tilmeldte skoler et undervisningsforløb på tre uger, der arrangeres som en “valgkamp”.

Når man er vokset op i Danmark, tager man ofte demokratiet for givet, men Folkeskolevalget er en god måde at gøre eleverne mere bevidste om deres plads i folkestyret, lød det fra Anna Mee Allerslev, der er udvalgsformand for KL’s Børn og Kulturudvalg.

Kommunerne har også et ansvar

"Jeg tror, at et valg som det her vil fremme demokratiet. Noget, jeg synes, er rigtig vigtig, uanset om det drejer sig om kommunalvalg, folketingsvalg, europaparlamentsvalg og nu også skolevalg, er, at kommunerne og lokalpolitikere har et særligt ansvar for at inddrage borgerne,” sagde Anna Mee Allerslev til pressemødet.

Valget er delt op i tre moduler af ca. en uges varighed. Under valget, skal eleverne tage stilling til en række mærkesager, føre kampagne for deres mærkesager og til sidst i valgkampen får ungdomspartierne mulighed for at komme ud på skolerne og deltage i debatter.

Læs mere om skolevalg.