15. april 2014

Nordsjælland vinder kampen om statslige arbejdspladser

En ny Momentum-kortlægning viser, at antallet af statsligt ansatte er steget fra 2009 til 2013. Bedst ser det ud for Nordsjælland, Østjylland og Fyn.

I alt var der i 2013 193.122 statsligt ansatte på eksempelvis kaserner, politistationer, miljøcentre og gymnasier. Det er en stigning på 3,7 procent fra 2009, viser en ny kortlægning fra KL’s nyhedsbrev Momentum.

Kortlægningen viser også, at det især er Nordsjælland, der vinder kampen om de statslige arbejdspladser med en stigning på hele 14,5 procent. Tæt herefter kommer Østjylland og Fyn med stigninger på hhv. 10,3 og 8,3 procent.

Værre ser det ud for Vest- og Sydsjælland, som har tabt 4,6 procent af de statslige arbejdspladser. Også København har måtte vinke farvel til 2,1 procent af de statslige arbejdspladser i perioden, mens Bornholm er gået 1,6 procent tilbage.

Et nuanceret billede

Hans Thor Andersen, der er forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet siger til Momentum, at hverken forskellene i kommunernes andel af statslige arbejdspladser eller udviklingen de seneste år er alarmerende:

”Det er jo ikke sådan, at det ensidigt er København, der render med det hele. Der er flere kommuner i Jylland, der har fået en større andel, mens det er helt tydeligt, at Langeland og Ærø, dele af Fyn, Sjælland og Lolland-Falster er tyndt besat. Alligevel synes jeg i det store hele, der er en rimelig sammenhæng, med mindre man ønsker et lige antal statslige arbejdspladser pr. borger i hver kommune.”

Kortlægningens højdespringer er Glostrup Kommune, der fra 2009 til 2013 gik fra 330 til 845 statslige arbejdspladser. Det skyldes i høj grad, at Fødevarestyrelsen i 2012 flyttede til kommunen og dermed sparede husleje ved at samle flere afdelinger på den samme adresse.

Læs hele artiklen i KL’s nyhedsbrev Momentum, hvor du bl.a. kan læse om en opfordring til regeringen fra borgmesteren fra Lolland Kommune, der er en af de kommuner, der har mistet den største andel af statslige arbejdspladser.