28. april 2014

Løkke efterlyser ambitiøse reformer

V-formand Lars Løkke Rasmussen vil spare 4 mia. kroner på beskæftigelsesindsatsen og bruge pengene på vækstinitiativer. Regeringen afviser.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, advarer regeringen mod at slække på ambitionsniveauet forud for forhandlinger om beskæftigelsessystemet og en ny vækstplan.

Samtidig fremlægger den tidligere statsminister nu Venstres hovedkrav forud for forårets politiske armlægninger. Blandt andet vil partiet forlænge den såkaldte boligjobordning, der giver fradrag for håndværkerregninger, og kræve mere udlicitering af offentlig velfærd samt mindre erhvervsregulering.

Det skriver Berlingske.

Vil spare på beskæftigelsesindsats

Venstre vil finansiere de nye initiativer ved besparelser i beskæftigelsessystemet. Venstre mener, at man kan spare fire milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen. Lars Løkke Rasmussen afviser, at man dermed svigter de ledige.

”Hvis folk har det indtryk, så er det, fordi man ikke har forklaret sig godt nok. For jeg taler jo ikke om at bruge færre penge på god indsats, men om at bruge de rigtige og mest effektive instrumenter. Og hvad er desuden det vigtigste for de ledige? Det er jo, at der bliver skabt nogle arbejdspladser til dem,” siger den tidligere statsminister til Berlingske.

Lars Løkke Rasmussen advarer regeringen mod at slække på ambitionsniveauet, når det gælder den kommende beskæftigelsesreform og vækstplan.

”Det ville være ufatteligt trist, hvis vi misser den historiske mulighed, der er nu for at gøre en forskel,” siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Regeringen afviser

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tager godt imod udspillet fra Venstre, men hun afviser forslaget om at spare flere milliarder i beskæftigelsessystemet.

”Hvis man vil lave et beskæftigelsessystem, der virker, og som bringer folk i arbejde - hvilket er det mål, regeringen rækker ud efter - så skal man ikke spare fire milliarder kroner på det. Og selv, hvis man ville, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Det er ren retorik,” siger Margrethe Vestager til Berlingske.