08. april 2014

Kortere ventetid på husdyrgodkendelser

Kommunerne har på et år barberet to måneder af ventetiden, når de behandler husdyrgodkendelser. Med den nye Vækstplan Fødevarer er målet en maksimal ventetid på seks måneder.

Når landmænd vil udvide eller omlægge, så går det langt hurtigere med at få tilladelsen hos kommunen.

Resultatet af en målrettet indsats viser, at sagsbehandlingstiden i kommunerne på et år er faldet fra i gennemsnit over ti måneder til under otte måneder.

Hurtigste kommune til at sagsbehandle bruger 1,8 måned, mens den kommune, der bruger længst tid, bruger 23 måneder. Fremover kan ventetiden blive endnu kortere, da et mål i Vækstplan Fødevarer er en maksimal ventetid på seks måneder.

Det glæder miljøminister Kirsten Brosbøl, for lange sagsbehandlingstider gavner hverken miljøet eller muligheden for at skabe nye arbejdspladser.

"Det er i alles interesse, at sagerne glider så let som muligt, for korte sagsbehandlingstider kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser, samtidig med at der bliver investeret i ny og moderne miljøteknologi i landbruget. I Vækstplan Fødevarer, som vi netop har offentliggjort, er målet at få ventetiden endnu længere ned, så den på sigt maksimalt bliver seks måneder," siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De nye tal i opgørelsen ”Sagsbehandlingstid for husdyrsager 2013” fra Miljøstyrelsen viser, at over halvdelen af sagerne blev afgjort på mindre end seks måneder, og at sagspuklen er halveret fra 234 til 118 sager. Antallet af kommuner med en sagsbehandlingstid over 14 måneder i gennemsnit er faldet fra 16 til fem.

Flere kommuner, herunder Herning, har gode erfaringer med et tæt samarbejde mellem kommune, ansøger og dennes konsulent, som via bl.a. opstarts- og opfølgningsmøder om sagen mellem de tre parter understøtter, at sagen oplyses korrekt fra starten, og der bidrages til fremdrift i sagen. Hermed undgås unødvendig liggetid hos både konsulent og kommune.

I Vækstplan Fødevarer er der afsat 1,5 mio. kr. i 2014 til bedre kortmateriale på hjemmesiden husdyrgodkendelse.dk for at det bliver nemmere at forberede og behandle ansøgninger med mindre
risiko for fejl.

Desuden er målet - efter inspiration fra Tyskland - at indføre maksimale sagsbehandlingstider for husdyrgodkendelser på seks måneder fra sagen er fuldt oplyst. De konkrete muligheder skal udredes, drøftes med KL og forudsætter i øvrigt højere brugerbetaling.

I KL glæder Jørn Pedersen, formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg, sig over, at kommunernes sagsbehandlingstid er barberet ned med to måneder. Men han pointerer, at det kan være svært at opstille konkrete mål.

"Tid er nødvendig i nogle sager, hvor miljøspørgsmålet er komplekst. Her bør vi i højere grad fokusere på at gå i dialog med landmændene og sikre en forventningsafstemning. Det er også det, vi hører, landmændene efterspørger frem for konkrete mål. En ansøgningsproces afspejler et samarbejde mellem myndighederne og ansøger, og fremdriften er derfor dybt afhængig af, at parterne får de rette informationer til rette tid. Her har ansøger såvel som myndighed et stort ansvar for at optimere processerne," siger Jørn Pedersen.

Læs mere her.