11. april 2014

Konference: Hvordan skaber vi vækst i Danmark?

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vesterager fortæller om regeringens vækstplan på KL’s Erhvervskonference i Industriens Hus i København den 12. maj 2014. Der er nu åbnet for tilmeldinger til konferencen.

Konferencen har i år fokus på den danske vækstudfordring. KL har i den anledning inviteret en række borgmestre, folketingspolitikere og virksomheder fra både ind- og udland til at identificere, hvad der skal til for at sikre arbejdspladser og vækst.

Samtidig er der i programmet sat rigeligt tid af til at netværke. Så konferencen er også en anledning til, at du kan komme og dyrke dit erhvervsnetværk!

Mød Bostons borgmester

KL har inviteret borgmester i den amerikanske storby Boston, Martin Walsh, til at komme og fortælle om Boston Innovation District, der for blot tre år siden var et område med tomme parkeringspladser og forladte pakhuse. I dag er det et attraktivt erhvervsområde med over 200 vækstvirksomheder.

Derudover vil en lang række borgmestre i løbet af dagen præsentere deres lokale erhvervsstrategi, der handler om både gode rammevilkår for skabelse af flere lokale arbejdspladser og en forbedret kommunal økonomi - men også om kommunens fremtid som et attraktivt sted at bo, arbejde og stifte familie i.

På KL’s Erhvervskonference kan du bl.a. opleve:

  • Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager, der giver regeringens bud på, hvordan vi skaber vækst
  • Overborgmester i København, Frank Jensen, Leif Beck Fallesen (fhv. Leder af Copenhagen Task Force) og repræsentanter for virksomhederne Bavarian Nordic A/S og MAN Diesel A/S i debat om, hvad der skal til for at drive forretning i hovedstadsområdet.
  • Vejen og Aarhus Kommuner, der taler god dialog og samspil mellem virksomheder og kommunale forvaltninger sammen med DI’s adm. dirktør, Karsten Dybvad, og EUROFINS adm. direktør, Svend Åge Linde.
  • Odsherred, Varde og Odense Kommuner, som præsenterer deres vækststrategier, der handler om at positionere sig som en vækstdynamo for resten af egnen, turismen som lokomotiv for kommunens udvikling, erhvervsudvikling og lokal erhvervsservice m.v.
  • Vækstvirksomheden byMUNCH, der fortæller om sine oplevelser i iværksættersystemet i Midtjylland, og adm. direktør i Erhvervsstyrelsen Bettina Hagerup, der giver et indblik væksthusenes resultater.
  • ”Afslutningsdebat” mellem borgmestre, partiernes erhvervsordførere og konferencens deltagere.

Yderligere information om KL’s Erhvervskonference 2014 og tilmelding findes på: www.kl.dk/erhvervskonference

YDERLIGERE MATERIALE