22. april 2014

Kommuner på charmeoffensiv

Sjællands Firenze. The Bay Denmark. Cold Hawaii. Sådan lyder nogle af buddene på slogans, der skal brande byerne som noget unikt og dermed tiltrække og holde på beboere.

Det handler om at fortælle den gode historie. Det forsøger fx Assens Kommune, der på www.flyttilassens.dk under sloganet ”Vilje til Vækst” gør opmærksom på kommunens kvaliteter. Det skriver Berlingske.

Borgmester Søren Steen Andersen (V) fortæller til avisen, at kommunen gennem de senere år har skiftet de dystre fremtidsudsigter for yderkommunerne ud med et markedsføringsbudget, som i år er øget fra cirka 750.000 kroner til to millioner kroner. Penge, der skal bruges til kampagner og tiltag, der skal gøre opmærksom på den fynske kommunens attributter.

”Vi har masser af gode kulturtilbud, flot natur og gode skoler. Arbejdspladserne er tæt på. Hvorfor skulle vi ikke fortælle om det?,” siger borgmesteren til Berlingske.

Øget bevidsthed om markedsføring

Og Assens er ikke alene. Sorø Kommune fremhæver sig selv som Sjællands Firenze. I Jammerbugt Kommune er det sloganet ”The Bay Denmark”, som skal tiltrække tilflyttere. Og i Viborg er konceptet enkelt: ”Viborg – Glæd Dig.”

”Konkurrencen om at få borgere ind i butikken er blevet større. Det handler om at få fat i borgere, som kan lægge nogle skattekroner. Det har skabt en øget bevidsthed om at markedsføre sig blandt landets kommuner. Yderområderne kan godt ændre fortællingen ved hjælp af markedsføring, men det flytter ikke mange hundrede arbejdspladser. Hvis arbejdspladserne ikke er der, er det ikke attraktivt for beboerne,” siger Høgni Kalsø Hansen, lektor ved Center for Strategisk Byforskning under Københavns Universitet, til Berlingske.