22. april 2014

Kommuner frygter EU-bureaukrati

Det kan i sidste ende koste medarbejdere, der yder en service ude ved borgerne, hvis et nyt forslag fra EU-Kommissionen om elektronisk sikkerhed går igennem, lyder bekymringen fra Koldings borgmester.

Flere rettigheder til borgeren over egne digitale data, og virksomheder og offentlige institutioner skal passe bedre på dem. Det er i korte træk indholdet af et nyt forslag fra EU-Kommissionen. Forslaget, som allerede er godkendt med få ændringer af Europa-Parlamentet, får flere kommuner og KL til at råbe vagt i gevær. Det skriver JyskeVestkysten.

Forslaget vil nemlig ændre kommunernes arbejdsprocesser drastisk.

”Det er fint, at borgerne beskyttes mod firmaer, der vil tjene penge på de personlige oplysninger, men der skelnes ikke mellem private virksomheder og offentlige institutioner i forslaget. Det betyder, at en daginstitution på Samsø rammes på samme måde som Google, siger Karsten Thystrup, kontorchef for Jura og EU hos Kommunernes Landsforening.

"Det nye forslag betyder, at vi som kommuner skal indhente samtykke, hver gang vi deler oplysningerne med andre afdelinger eller indhenter ny information om en borger. Det vil tage rigtig lang tid og blive dyrt. Samtidigt vil det forringe vores service over for borgerne. Forslaget betyder, at en daginstitution på Samsø rammes på samme måde som Google,” siger Karsten Thystrup, kontorchef for Jura og EU, til JyskeVestkysten.

Et bureaukratisk monster

Uroen er også at spore hos Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), der spår lavere service over for borgerne, da forslaget kan betyde flere ansatte i administrationen og et nyt it-system.

”Især punktet om samtykker er problematisk. Som jeg har forstået det, så skal vi som kommune til at indhente nye samtykker hos borgeren, hver gang vi deler en oplysning med en anden forvaltning eller indhenter nye. Det vil blive et bureaukratisk monster for kommunerne,” siger borgmester Jørn Pedersen til avisen. Han håber, at staten vil komme kommunerne til undsætning.