11. april 2014

Kommuneplan forhindrer rockerborg i industrikvarter

Selvom et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu vil flytte en rockerborg, så gør kommuneplanen det vanskeligt at flytte rockerne til et industriområde.

Medlem af Borgerrepræsentationen, Jakob Hougaard (S), har fået samlet et flertal på rådhuset med Enhedslisten og De Radikale, som vil flytte den udskældte rockerborg i Vanløse.

Ifølge forslaget skulle Københavns Kommune uden økonomisk hjælp være med til at finde en ny adresse til rockergruppen Bandidos i for eksempel et industrikvarter, som rockerne har foreslået.

Men de politiske kræfter kan i første omgang være spildte, skriver Jyllands-Posten. Det strider nemlig imod kommuneplanen i Københavns Kommune, hvis et rockerklubhus bliver placeret i et industrikvarter.

K: Et naivt forslag

Industriområder er i kommuneplanen kun udlagt til erhverv, og de kan dermed ikke bruges til at genhuse rockerne fra Tudskærvej.

»Det er et naivt forslag, hvor vi politikere ikke kommer til at være andet end ejendomsmæglere for rockerne, så kan de lige så godt tage kontakt til en selv,« siger Jakob Næsager til Jyllands-Posten og forsætter:

»Man er blevet forblændet af rockernes forslag og har ikke styr på reglerne. Jeg tror kun, at der bliver tale om genhusning af rockerne, hvis kommunen lægger penge i det,« siger De Konservatives Jakob Næsager .

Dispensation på bordet

Jakob Hougaard medgiver, at kommuneplanen gør det sværere at flytte Bandidos fra Tudskærvej ud i et industriområde. Men så må Borgerrepræsentationen træde i kraft og lave en dispensation ved næste forhandling senere i år.

»Hvis det kun er muligt at finde en adresse i et industriområde, er det vores opgave at kigge på, hvordan vi ændrer kommuneplanen. Målet er at få rockerne væk fra villakvarteret i Vanløse så hurtigt som muligt,« siger Jakob Hougaard til Jyllands-Posten.