15. april 2014

Kommuneaftale med Kina skal styrke dansk eksport

Ny kommunal samarbejdsaftale med kinesiske virksomheder kan være afgørende for at øge dansk eksport til Kina og dermed skaffe flere arbejdspladser til Danmark, vurderer forsker og erhvervsliv.

I næste uge underskriver KL en samarbejdsaftale med foreningen af kinesiske borgmestre. Det sker samtidig med, at regentparret, flere ministre og en gruppe danske erhvervsfolk drager til Kina på erhvervsfremstød.

Samarbejdsaftalen skal forbedre samarbejdet mellem danske og kinesiske kommuner og af den vej skabe grobund for større danske eksport til Kina. Det skriver KL’s nyhedsbrev Momentum.

Jørgen Delman, professor i Kina-studier på Københavns Universitet og medstifter af tænketanken ThinkChina.dk, mener, at det kommunale samarbejde med kineserne er ekstra vigtigt for et lille land som Danmark, der kan have svært ved at trænge igennem på statsniveau i forhold til mere penge- og lobbystærke lande.

Og også Dansk Industri mener, at kommunerne er en vigtig spiller, når det gælder mulighederne på det kinesiske marked:

”De kommunale samarbejdsaftaler åbner nogle døre, vi ikke selv kan åbne. Når kommunerne kan vise deres bæredygtige løsninger på eksempelvis spildevandsområdet, samtidig med at virksomhederne, der har lavet de enkelte komponenter, kan vise deres evner, kommer kommunerne til at virke som sandhedsvidner. Og det er vigtigt for kineserne,” siger markedschef Jens Holst-Nielsen til Momentum.

Aftale kan hjælpe flere initiativer på vej

Næstformand i KL’s Internationale Udvalg og borgmester i Rudersdal, Jens Ive (V) skal sætte sin signatur på samarbejdsaftalen.

”Jeg håber, vi med denne aftale kan være med til at støtte op om de danske kommuners store engagement og forhåbentlig være med til at hjælpe flere initiativer i Kina på vej. Selv om man ikke kan sammenligne Danmark og Kinas urbaniseringsproblemer, så har danske kommuner og virksomheder mange års erfaring med at løse de problemer, som kineserne står overfor. Og kineserne er også meget interesseret i vores velfærdsløsninger,” siger Jens Ive til Momentum.

Læs mere i KL’s nyhedsbrev Momentum, hvor borgmester i Viborg Kommune, Søren Pape Poulsen (K), fortæller om kommunens erfaringer med den kinesiske kommune Chongqing.